campign. They (and most of the rest of
the text on this page) are written in Danish, so only my fellow
countrymen will be able to enjoy them, alas. Some of the background
material for the
campaign will be presented in English, however.The Uldarayne Journals
This page is dedicated to the
Journal kept by the players in my campign. They (and most of the rest of
the text on this page) are written in Danish, so only my fellow
countrymen will be able to enjoy them, alas. Some of the background
material for the
campaign will be presented in English, however.
***************************************************************
Harn Kampagne start: d. 7. februar 1998
***************************************************************
D. 1. Nolus, 721. Sommer
Party består af:
Lady Noir Atejaal (Nils), 24 år, 8. Agrazhar
Right Honourable Aion Epris (Nikolaj), 28 år, 30. Azura
Sir Ordt Uldarayne (Jesper), 22 år, 3. Larane
Lord Tylon Uldarayne (Eivind) 32 år, 11. Nuzyael
Almanak (Mikkel) (sidst ankomne)
Karakter baggrund:
Gruppens samlingspunkt er Lord Uldarayne der lider af en frygtelig sygdom, der viser sig ved fuldmåne hvor han skifter form til at blive en ulv. Dette holdes dog hemmeligt fra de fleste. Kun gruppen og Larani kirken er inviet. Året er 721.
Baronen Wevran Ethasiel, Setrew Keep er kendt for sine ambitioner og manglende evner. Det eneste han har gjort rigtigt er at han har dræbt en lykantrop. Jarlen Curo af Neph, (bor i Gardiren) derimod er kendt for at være en kompetent mand. Det er da også til ham Lord Uldarayne har troskabsførelse.
Lord Daront Rodinbey og Lord Dainmeter of Wynbetire er de eneste der er over/på niveau med Tylon mht at "arve" titlen som baron.
Varulve tilstand : natten til den 15-16-17 hver måned bliver Tylon til en varulv.
721 Sommer:
1. Nolus (/4): Sheriffens forrest-folk kommer forbi, de har søgt efter nogle krybskytter. De fandt dem ikke.
3/4: Bonde, freeholder kommer til byen, og handler ind.
Om natten til den. 4. ved midnat, kommer rytter. Der bliver kaldt på Lord Tylon. Lord Yalgeth er kommet siger garguner er på spil igen. Nogle af hans landsby beboer er blevet overfaldet. Ingen dræbte.
Det er dog nat, OG MAN JAGER IKKE garguner i MØRKE. Hvorfor vi venter til morgengry.
Møder 6 stk. som vi sniger os ind på og med lidt problemer får nedkæmpet. Tylon får vist hvor stor en kriger han er, skarpt forfulgt af Ordt i effektivitet.
Det viser sig, at yderligere 6 stk. garguner kommer til. De er intet problem. Ordt bliver desværre ramt rimelig hårdt, hvorfor han går i coma. Kommer sig ved Aion's hjælp rimelig hurtigt. Larani har set sig nådigt.
Den anden landsby der er blevet overfaldet er Albernet (ejes af Lord Vardyn).
5/4: Slikker vores sår. Larani-gudstjeneste.
Fremmed kvinde, der er i udkanten af landsbyen, der snakkede med bønderne. En falden kvinde (horer) der prøvede at sælge sine tjenester her. Bønderne sendte hende på gaden igen.
6/4: Der kom en vogn med ganske flot udseende kvinde, der inviterede Ordt og Tylon til at besøge sig i sin hjemby Tashal. Kvinden heder Mylina og er fra "The Floating World of Three Heavens"
17/4: Lord Tylon lukkes ud af hytten efter nogle dage i dyre form. En rytter fra Baronen kommer for at kalde Lord Tylon til møde om gargunerne.
18/4: Baron Ethasiel har hyret Kaptejn Rebas der har et kompani under sig, som vi skal slå følgeskab med i kampen mod gargunerne. Baronens to andre Lords kommer hen under aftenen.
Lord Dwydenben bliver sat til at lede ekspeditionen selv om Lord Tylons manor skal bruges som base.
21/4: Drog afsted i 3 grupper der skulle ud og lede efter garguner. Vores gruppe med 1 manipel på 4 bennyer og 1 sergant, tog sydvest på. Efter en halv dagsrejse fandt Noir spor af 3 garguner ved en flodbred der ledte i den retning vi kom. Lidt længere nede af floden fandt Ib sporerne der ledte tilbage. Fulgte dem, Noir i spidsen hvad der førte til at hun intetanende trådte ind i deres lejr og overraskede dem alle 12. Derefter combat hvor en af vores Benny'er fik hakket armen af ved albuen. Combat gik taktisk godt, havde en god front.
Tog en af garnunerne med tilbage til forhør.
23/4: Ankomst tilbaget til landsbyen efter overfaldet fra gargunerne. Vælger at slappe ind til de 2 andre grupper kommer tilbage fra deres recognisering.
24/4: Hen på eftermiddagen kommer Lord Darens patrulje tilbage (havde været nord-vest på), de har ikke fundet noget.
25/4: Den sidste gruppe kommer tilbage.
Snakker lidt om, hvad vi skal gøre. Lord Tylon giver en redegørelse for hvad vi har lavet.
Ved aftenstid siger Lord Dainmeter at han sammen med Lord Darens mænd vil tage ud og patruljere, og efterlade os andre til at patruljere området lige omkring landsbyen. Vi er altså blevet degraderet, ihvertfald lidt. Lord Tylon informerede Lord Dainmeter om at han så ville informere baronen om hvad der var sket op til nu. Dainmeter havde et udtryk der sagde: "hvad er han nu igang med").
Lord Tylon rider alene til baronen for at meddele ham hvad der var hændt, samt måske også for sikre sig at han havde den "rigtige" version. Baronen virkede lettere forvirret over hvad Tylon lavede her.
Lord Dainmeter vender tilbage, de fandt ikke noget. Han tog soldaterne, med undtagelse af den gruppe som var med os da vi mødte gargunerne. De ville meget gerne hyres af os, hvilket vi gjorde, for xx per dag - dyrt - men det var også Tylon der fik lov til at betale af sin egen lomme.
Vi drog sydpå følgende sporerne tilbage. Kom vidt omkring. Først sydpå, så vest på op igennem en slugt der førte videre op i bjergene - det førte heller ikke til noget, så vi gik tilbage og forsatte sydpå. Der løb vi på et tidspunkt ind i et lille baghold lagt af nogle kath-babarer, der dog viste sig ikke at være så fjentlige. De kunne fortælle at de også havde stødt p¨å (hørt om) garguner der skulle opholde sig nord-øst på i forhold til hvor vi befandt os. så drager vi så dertil.
***** Søndag d. 18/4-98 *****
8. Larane: Om morgenen da vi vågner ser vi en ørn der kommer svævende, et stykke tid efter ser vi så en kvinde komme gående hen imod os.
Shisana of the Browne, præsenterer hun sig som (Vivian) - en Kath-barbar.
Shisana tilbyder sin hjælp, og vil finde ud af hvilken vej vi skal lede. Hun kan samtidig fortælle, at der ikke findes nogle større hulekomplekser i området, hvor gargunerne kan gemme sig.
Da hun går ud "i naturen" for at finde svaret på hvilken vej vi skal søge, følger Ordt efter, hvor han ser, at hun forvandler sig til en ørn, og flyver væk. Dette betyder, at Tylon da han hører om det, kommer i tvivl mht. hendes hensigter - en heks - hvorfor hun ikke skal overlades til sig selv på noget tidspunkt. Man vil holde øje med Shisana. Samtidig er Noir ude at søge det nærliggende område for farer.
Finder tilholdssted for gargunerne, som vi finder ud af, at der er en 20-30 stykker af. Shiana "lokker" en bjørn til, som overrasker deres vagtpost, der meget forskrækket løber ned og henter sine frænder, de begynder at jage efter bjørnen, der leder dem til det baghold som vi har lagt. Der er vi så sejrrige og slår en 12 stykker af dem ihjel. Shisana viser sig at kunne helbrede folk, hvilket hun gør ved sergenten og på Aion. Bjørnen forvandler sig til Shisana, så nu er det helt sikkert hun er en heks.
Nu mangler vi så de sidste i hulen. De sidste garguner dukker frem. En stor gargun med et bastardsword og en anden med en stor battle axe som han svinger uden at skulle gøre den klar.
Der var desuden en gargun der er enorm fed. Som de andre kommer slæbende på, den kunne ikke selv gå, så stor var den. Bliver dræbt. Følgende våben tog vi fra vores fjender:
fine battle axe (magisk: jemorvi graceful weapon fra de kongelge dværske våbensmede), fine bastard sword (magisk: accuracy +1 graceful weapon), 4 spyd, 4 mankars, 1 Man. Finder blandt deres ting et skrin med en lille halskæde, der er lavet af sølv med juveler - lyseblå sten (magisk: Lyahvi smykke effekt).
Deres holdssted indeholder runer af dværgsk herkomst. Finder også en trappe der fører op, der er emget blodbefængt, last stand for et eller andet party, der åbenbart har mødt deres endeligt.
Finder et skjult rum med to kædebrynjer med larani symboler, en træstav med en ædelsten (magisk: staff-spell, powerstone: 10), en alm. mace, et fint short sword, samt at rummet er fyldt med lertavler med dværgeruner. En låst ornamenteret æske uden lås (magisk, som om den ikke virkelig er der).
Da vi kommer tilbage møder vi Almanak en af Lord Tylons fæstebønder der er vokset op hos ham, da hans forældre er døde. Han er stum og har været bortrejst for at lære at læse og skrive (Almanak's intræden, red.)
Om natten hører vi nogle umenneskelige skrig, vi drager våben og møder syv ild dæmoner. Efter at dæmonerne er nedkæmpet forsvinder de og bliver til ingenting. Kort efter kommer Menoranen (øverstbefalende for ridder ordenen) fra Abriel, Lord Goras Jarquane en Larani præst.
Ildvæsner passer med legender om Agrik
Legende fortæller også om disse sønners sønner.. Idag findes der så et hiraki, med agrik som øverst med 8 sønner under der hver har 8 sønner og så videre i 8 lag. Det nederste lag "Vii" kunne passe med disse demoner. Alle demonerne relaterer sig til ild. Og deres kraft er afhængig af hvor højt oppe i hirakiet de er. Aion så en tegning af "Vii" kunne måske ligne de ilddemoner vi kæmpede imod - men ikke sikkert,tegningerne viste ikke at væsnerne havde en pisk.
"Unran" Larani-præst kan fortælle:
Lertavler: Inskription fra indgangen. "Til hvad mine fædre forlod er jeg vendt tilbage - Merzâk, Taengôleen" ( høvding)
Tavlen er første side af en dagbog. Datoen for tavlen.Kunne være et referat skrevet for 650 år siden. Tingulklanen havde i 4 generationer forladt deres gamle bolig. og en af klanens sønner havde besluttet sig for at genfinde stedet. Stedet havde været forladt siden "Sorgens Nat".
Dvs. at stedet skulle være blevet forladt for 2.000 år siden. Den første tavle slutter med at de har fundet stedet og taget det i besiddelse. (Det er i deres tidsregning skrevet i år 99 - altså for 650 år siden).
Vi får tilbudt 150 Pennies for tavlerne. for at Larani kan overtage dem.
Våbensmeds info ang. våbenes salgspris ved salg til lauget.
Øksen = 300 pence
Bastard sword = 750 pence
Short sword = 400 pence
Halskæde = ?
Dagbog
Unran, Larani præsten beretter ud fra dagbøgerne: Skrevet fra år 99 til 120 TR. Tinggol-klanen skulle have boet der. De ver en landbrugsklan.
Gammel fort. Slægtning tog tilbage og udkæmpede et slag med kathfolket, og jog dem på flugt. Man så derefter ikke så meget til dem.
Tiden frem til år 120 var vanskelig på grund af nogle små uhyrer der dukkede op i området. Disse små væsner kaldte de garguns, dvs. denne klan har navngivet denne race.
Fortet forblev en hemmelighed i Lothrems regeringstid. Beretningen sluttede i år 120. Og nogle af de sidste beregninger beretter om, at man forsøgte at karmuflere indgangen og landbrugsområdet omkring fortet. Derefter stopper beretningerne.
Han kan også berette at runerne på øksen er hovedsagelig af magisk art. Der står også at det er en økse der er givet til klanen Tingur fra klanen Uranfal på kongens ordre.
De magiske runer tyder på, at massen i øksen skulle kunne forskubbes.
TREASURE: FORDELING AF ITEMS/VÆRDIER VI FINDER:
Aftalen er at de ting vi finder der kan anvendes af party fordeles efter hvem der kan anvende dem uden hensyntagen til værdien af dem. Andre værdier bliver fordelt ligeligt imellem dem der har været med til at bringe dem ind.
Ordt får blandet sig i Aions "sager" mht. fund af en stav. Ordt får nævnt det som et helligt relikvie. Aions overordnede bryder sig ikke om dette, og tilkalder ham medbringende staven. Så faldt der brænde ned...
TASHAL:
Tager til Tashal, hvor vi kommer i kontakt med nogle dværge der køber halssmykket for en fyrstelig sum, hvor vi fik 25 kusanske mønter for den. Halskæden er "Silver Spirit house", lavet af "Klan Kilfey". Lord Tylon får et smykke istedet for kontant betaling.
Bestiller et sværd hos dværgene, som vil tage kontakt til mig når de har fundet noget.
Ordt har købt en hest - endelig...
2. Agrazhar:
Brøderne Jerneas og Anreel - dværge af Klan Junta henvender Ordt sig til mht. den økse vi fik fra Gargunerne, som er et dværge artifact. De vil dog sørge for at tage kontakt med øksens "rette" ejermand, - det er nu ikke længere vores problem.
Vores heks vil så hjem til sine egne for at berette omkring hvad hun har oplevet - farvel.. Ordt lavet 3 dårlig digte til hendes afrejse, som han læser højt for Bo - hans nyerhvervede hest.
Den 3. Agrazhar afrejse tilbage imod jordhulen., mens Ordt og Aion bliver tilbage. De bliver på kroen opsøgt af en lille mand der søger efter Lord Tylon. Han hedder Bradlak. "Han har rejst langt fra. Hans herremandsinde - Igrena - afbryder det mener det er lidt indviklet hvad der er sket. Det startede for længe siden med at der kom en troldmand til deres landsby, deres landby har fra gammel tid heddet Fanons landsby - fanon var en gammel magiker fra gammel tid. Der blev kastet en forbandelse over landsbyen sidste sommer - så alt slog fejl. Fanon havde for meget længe siden givet landsbyen en gave der gjorde at man altid havde det godt - Denne nye onde mager der kom gik ud i markerne og tog en stav - og det startede det onde. Der kom nogle ridderer der tjente larani og gik igennem et hul der i jorden der er ved landsbyen - de fandt Fanons gave og alt blev godt igen. Den glædedlige Balsams orden (Peoni) har bygget et tempel oven på hullet så man ikke kan komme derned . Sidste vinter var der nogen der slog hul i templet og Pananan kom tilbage. Han svor at de der havde roddet i hans ting i den anden verden ville han slog ihjel. Han forsvandt så igen. "
"så var det at min herrinde samlede sammen til at de der havde været der skulle advares - iblandt dem der var der var en der hed Lamyra. Inden han tog afsted kom der en kvinde og besøgte min herrinde - hun skulle hede Seryel og hun havde drømt om landsbyen - og sagde at de skulle sendes til et sted fordi Pananak var en demon og meget farlig - Lamyra havde taget en ting med som var en boks der ikke kunne åbnes og den kunne fjerne Pananak". Han har 2 breve med samt en lille figur - der forestiller en lille stiliseret dværgekriger på størrelse med en skakbrik. De to breve er fra hans herskerinde samt Seriel.
Ordt fortæller at de tidligere Larani helte er døde.
Han beder os om at tage nogle forskellige ting med til templet. "jeg tror ikke jeg har glemt noget - men der er nogen der må gøre noget ved Panakak". Seriel skulle vide
2 breve - (det ene er forseglet - fra herreinden).
Aion som larani præst får brevene som han straks læser. Jvf. Claus' eventyr"
1) Det forseglede: Indeholder en advarsel samt accept af Seryel som en man kan stole på.
2) Fra Seryel of Melderyn:
You know me not, althought I have followed your exploits with interest for some time. I am Seryel of Melderyn and you must believe that, in these matters at least, your needs and mine are the same. He who laid curse upon Fanon's Vale is named Panaga. He is a demon of great potency and now seeks your death. You have not the power to oppose him...yet.
Panaga draws his power form the demon Ikaras, whom he bound unto his service by stealing his Eyes, his Tongue, and his Horns. As long as these things are kept away from the the demon Ikarus, Panaga is safe from almost any foe. To insure that his organs would not be returned, he hid them in enchanted silver boxes and seperated them afar.
The Eyes and Tongue of Ikaras he hid in Fanon's Tower, also called Nevarna's Tower, on Yashain, and the Horns are hidden in the Lost City of Gold, the caverns under Irzen, in fair Kiraz. I give you a key to the gate of that great city. Guard it well for there are some who would do harm to obtain it.
Each of us must ever examin his heart and seek his own proper destiny his place in Kelestia. I would not urge you to seek this, or de that, bu if you value your lives, if you wish to see evil undone, and if you fear Panaga, seek "ye the Eyes, the Tongue, and the Horns of Ikarus. When you have these things then shall I send again a message unto you.
Seryel of Melderyn
Seryel skulle være en Savoyan af noget rygte. Aion fortæller det ikke til os andre.
Dværgene bliver igen kontaktet - De har også hørt et rygte at magikeren skulle hedde "Virasin"
Får en kongelig invitation til at møde for dværgenes konge - så hurtigt som muligt. Vi skal medbringe den lukkede boks.
Ordt bliver nr. 3 i riddernes turnering i Orlokand. Bliver tilsidst i semifinalen slået af sherif Maldan fra Vemionshire (vores egen sherif)
Aion bliver kaldt for Laranis råd, da de finder ud af hans magiske evner. Han fortæller kun at han kan kaste healing spells. Han bliver pålagt at bede meget, og kan tage afsted med præsternes "velsignelse".
Larani Rådssamling:
Desuden bliver der ved rådet pålagt os at tage afsted uden den lukkede boks, samt at få skaffet den manglende boks. Larani præsterne ville så forsøge at foretage en kontakt til Seryel. Vi får overdraget et dokument udstedt af sheriffen der giver os ret til vores handlinger hvad angår denne demon.
Afsted imod dværgene den 18. Agrazhar
NEDTUR blev banket af 5 garguner da vi splittede partyet op fordi der skulle være nogle der passede på vores 2 heste. Dårlig idé viste det sig. Efter en del dage kom vi så til hægterne igen.
Inden vi tager afsted henvendelse til Kivas of Norr på den lokale kro. Han står for salg af heste/muldyr. Vi får opstaldet vores 2 heste her. Køber et mulddyr. Opstaldning = 50 per måned. 200 p for mulddyret. ST 40. Og mulddyret blev døbt Janie.
Den 2. afgang imod dværgene (d. 12 Azura).
ZERHUN
Ozkhar Hurenfel, vagten - måske, byder os velkommen ved ankomsten til Zerhun. Vi viser ham vores indbydelse og vi bliver henvist til The Lock and Lantern - en kro.
Kroværten Arhlaa byder os velkommen. En mand er tilstede med et emblem (firkantet der forestiller et får der hænger i en rem, det er et emblem for "advokater")på sin kofte. Han er ansat af Janeas af Klan Junta. Ganske køn. Grå øjne. Artvis hedder han og brokker sig over at vi er en måned forsinket. Han vil ekskorterer os til den næste by, Azadmere.
Habe: Baronen er menneske, den eneste i Azadmere. Alle menneskelige anliggender sorterer under ham. Udlændinge vil normalt ikke komme længere nord iforhold til her. Artvis er her med for at kunne dokumentere at de dokumenter vi har med er ægte.
Azadmere's konge: Hazmadul Tarazakh III
Bliver ekskorteret ned til Tazokins Palads. Stedet hvor fremmede bliver indkvarteret i byen.
3 klaner laver våben i Azadmere. Klan Makrad laver flest våben til menneskene.
Ordts økse er lavet af Mathralbul klanen. Skal tale med The White Mountain King of Arms mht.
Under fortrædet for kongen bliver vi oplyst om, at vi skal deltage i en prøve for at kunne få lov til at undersøge deres hellige sted.
Kukal Hurenfal bliver præsenteret under mødet hos kongen. Han skal ledsage os som vores opsynsmand. Samtidig er han efterkommer af klanen Tingol. Dvs. han får overdraget vores nyerhvervede økse fra gargunerne (Mikkel Ras' intræden, red.)
Ordt taler
Opgaven bestod i at opstore og intercepte en Gargun helligdom. Vi sneg os rundt og fandt det. Vi sneg os ned under det underligt flydende lys og fandt et sted, hvor de døde steg op fra deres grav og angreb os. Vi sloges mod flere (mere end to håndfulde) zombier, et flyvende frysende kranie og en demonbesat troldmand. Vi slog dem heroisk og tog det mærkelige demonkranie, sammen med flere skritfragmenter med os hjem.
Det mærkværdige lys som gargun har bygget et langhus over flimrer stadig. Der kunne intet gøre.
Det blev en hård nat efter en lang dag på flugt med de sårede. Vi sover i vores rustning, men bliver overrasket af Gargun med hunde.
Vi havde fundet en gryde, det var meget meget mørkt. Hundene snuste os op. Gargun er jo ikke dumme i stedet for at gå ind gik de rundt om os, de kravlede op på siden af os. Vi besluttede os for ikke at blive fanget som rotter i et hul. Lord Tylon førte an og vi løb afsted ud i mørket. Nu er det jo sådan at Gargun kan se i mørket, de fik os i krydsild og sårede Sir Ordt temmeligt hårdt.
Det lykkedes os at få lys, den ærværdige Aion tændte op. Vi angreb og de trak sig. Derefter bølgede det frem og tilbage, hvor de angreb i bølger med bueskytter. Den treje bølge viste sig at være mere seriøs end de to første. Lord Tylon førte an i angrebet, sekunderet af den tapre dværg Kukal, og Lordens trofaste følge Almanak. Det lykkedes den ærværdige Aion at helbrede sir Ordt, der rejse sig og gjorde sit til at vende kamplykken. Det var uden sammenligning den værste nat, vi har oplevet.
Vi slæbte os videre, med den hårdt sårede helt Lord Tylon. Den ærværdige Aion hjemsøges af onde drømme, frøken Noir har fået beskadiget den venstre fod meget slemt, Lord Tylon er såret. Så glæden var meget stor, da vi mødte en Kuzansk patrujle.
På trods af sin store træthed, forstsætter den ærværdige Aion sin hellige gerning uden tøven og helbreder vores lille flok. Alle er vi godtfolk for vor egent ret, men uden den ærværdige Aion, var vi ikke kommet langt.
Kukal søger viden om det onde kranie hos de Kuzanske præster. Ligesom han er budbringer af budskabet om vor hjemskomst. Vi må betragte dette som en sejr, på hvor vej imod det endelige opgør med Panaga.
Kukal finder hjælp til frøken Noirs lille fod. Lægen tager 4d for dette hjemmebesøg. Men det ser ud til at tiden må gå sin gang og forhåbenlig helbrede Noirs fod. Frøken Noir tager det som den heltinde hun er, men vi der kender hende kan se, at hun er ked af skaden og den smerte den forvolder.
Den ærede Aion søger viden i de okulte skrifter vi medtog fra det uhellige sted. Den første opgave blev at sortere skrifterne, men det viser sig at være et større udredningsarbejde.
Våbenhandleren Madak sælger en fine og beautiful dagger til Sir Ordt for sølle 200p. Ordt er glad.
9/ Halane
Kukal rykker for foretræde på vegne af Lord Tylon, General Ohruz har sagen i sin hånd. Hvis vi ikke har fået foretræde og svar på fremtidens opgaver inden tre dage, så må vi flytte os. (uden for referat skyldes denne hast Lord Tylons særlige væsen)
Frøken Noir sætter vore værters tålmodighed noget på prøve. Hun er trods alt ikke vandt til at være hjælpeløs. Selvom man kunne fristes til at sige, at det endda klæder hende en smule.
Den ærværdige Aion har taget et meget interessant initiativ til at dulme lord Tylons smerte, når månen er fuld. Hans forslag er at bruge Lavaryctia til at bedøve Lorden så han måske kan sove igennem.
Kongen lader os foretræde. The palace of Arinchone, hvor the Lord High Justice Envor of Daclanus er vært, er stedet for vores foretræde. Dværgsk, dværgsk, dværgsk. Hazedmere tillader os at fortsætte i følge med Kukal til Khiraz. Han formaner os om at beøget i Khiraz skal sætte så få spor som overhovedet muligt. Men vi skal smide Panaga ud.
Lord Tylon udviser stor pli, som det må forventes af en adelsmand og takker behørigt.
Lord Tylon prøver besynderligt nok at lære at tale gargunernes sprog, bare det nu ikke forvirrer hans sind.
Frøken Noirs handler med dværgene omkring et nyt sværd
**********************
Stort hul i hukommelsen (Red: I vendte tilbage fra Azadmere til Myrenath, og drog derefter nordover mod Kiraz, mødte bl.a. Ivinere, som fortalte om Asax-borgens fald, og Noir's families endeligt)
**********************
Vi tager ud vestpå fra Leriel og møder 20 gargun. De dør og vi må videre.
Mens vi plejer vores sår, møder vi en gruppe pilgrimme af Ilvirs. Vi tilbyder dem beskyttelse ved at støde til vores lejr. Deres syge fører skal bruge et par dage til at komme sig.
Efter et par dage drager pilgrimmene videre og vi genoptager vores færd. Denne færd viser sig at være meget meget farlig. Vi bevæger os henimod et barbarland hvor barbarstammerne Ymodi og Equani grænser op imod hinandens land. Da vi når til floden møder vi krigere fra den frygtelige barbarstamme Equani. De har de mest rædsomme vansiringer af deres ansigter og angreb os da de så os. Senere da vi med nogen besvær havde besejret disse barbarer bliver vi passet op af en gruppe bestående af Gargun og Ymodi. De takker os for at have dræbt deres fjender og lader os blive på deres land, til vi er kommet os over vores sår.
Mens vi er reconvalescente bliver Lord Tylon forhekset til at gå ud i skoven, men formår heldigvis at ryste fortryllelsen af sig.
Almanak så en fugl med en lille bevinget rytter. Meget mærkeligt.
Et par dage senere kommer barbar kongen Afran fra Ymori sammen med en heks. Heksen sagde at Ordts sjæl var forbandet og skulle have hjælp for at forlade dette plan. Aion derimod var i god kontakt med naturen og blev helet af heksens magi. Det er nu blevet den 20 Kelen i året 722tr.
Vi tog videre på vores vej mod Khiraz og fandt det besudlet af Gargun. De havde forskanset sig og var i Khiras i hvertfald på de øverste niveauer. Vi ødelagde deres bro og håber nu at de har fået nogle problemer ud af det. Vores vej ind i Khiraz går nu igennem jagthytten. Vi tager det som et dårligt tegn, men søger at holde modet oppe.
*****************
Lord Tylon taler
Vi rejser mod jagthytten og ser på vejen spor af mange gargun. Vi konkluderer, at de må have fundet indgangen og er flyttet ind. Umiddelbart virker det ikke tillokkende at invitere os selv hjem til dem, for vi konkluderer, at der må være næsten 500 stykker. Det virker som en umulig opgave, men for mænd af den rette støbning (undskyld Noir) er intet umuligt. Vi lægger hovederne i blød for at se, hvordan vi kan komme ind uden at bløde alt for meget. Og efter nogen tid får vi en lys, men overmodig, idé.
Inspireret af tidligere møder med de kujonagtige gargun finder vi på at udfordre gargunernes konge. Alt begynder perfekt. Vi finder ud af, at der sendes små jagtparties på ca. 20 små gargun ud. De splitter op efter nogen tid, og det udnytter vi os af. Vi overfalder et lille party på 5, som efter 1-2 sekunder overgiver sig. Deres leder fortæller, at der er kommet en stor dæmon, som har åbnet op til hele Khiraz. Ups. Han fortæller også, at de ledes af nogle sorte gargun. Vi forstår hans tal sådan, at der alt i alt er ca. 60 gargun. Vi finder senere ud af, at det korrekte tal er 10 gange større.
Vi fortæller deres leder, at vi vil gøre ham til konge, og at vi vil dræbe alle, han peger på. Han skal til gengæld føre ordet for os, for vi har det lille problem, at Aion kun kan tale gargun i få minutter ad gangen. Vi overlader det til ham at lede os ind til Khiraz.
I begyndelsen går alt godt. De tre overlevende af de 5 leder os til de 20, de gik på jagt sammen med. De bliver hurtigt overtalt til at følge os.
Vi fortsætter til indgangen, hvor vi bliver mødt af 12 brune gargun. "Kongen" fortæller dem, at der er sket ændringer i strukturen, og at de skal følge ham. Hans talegaver er dog ikke tilstrækkeligt gode til at overbevise dem om, at deres verdensorden er ændret, så de pludselig skal til at ledes af en gargun, som er mindre end dem selv.
Vi overbeviser dem dog om, at det er en god idé. Det var næppe vore talegaver, der gjorde udslaget, men en blanding af hårde sværdslag og grum magi (Aion gjorde, så han kom til at se ud som en flammende dæmon).
Vi bliver ført ned i de underjordiske gange, ned mod de sorte gargun. Vi møder fire af de sorte og konstaterer, at der er en grund til, at det er dem, der hersker over de andre gargun. De skærer os halvt til plukfisk, inden det lykkes Almanak at vende kampen til vor fordel. Sårede beslutter vi os for at opgive planen og trække os midlertidigt tilbage med æren i behold. Dette lykkes, og vi gemmer os, mens vi overvejer, hvad vi nu skal prøve.
Vi tager kontakt til et nyt jagtparty og finder ud af, at gargunkongen har været meget sur. Der er rullet mange hoveder.
Vi rejser tilbage til hovedindgangen, hvor vi ser, at de har bygget en ny bro.
**********************
Lord Tylon taler
Kukal får en god idé, nemlig at vores nøgle måske kan passe ind i et hul i trappen. Han og Noir undersøger trappen for små huller, hvor nøglen kunne passe ind. Men desværre, der var ikke noget hul.
Almanak tager sig en hård svømmetur op ad floden. Han finder ingen indgange og ingen muligheder for at komme op.
Noir forsøger at kravle op ad muren ind til hovedindgangen. Modigt, men desværre med et "over" foran. Det lykkes hende at kravle 20 meter op, men så mister hun fodfæstet. Da væggen er stort set lodret, betyder det, at hun prøver et hovedspring ned i vandet. Ved et mirakel lykkes det hende at undgå at miste bevidstheden. Ja, hun råbte end ikke ud i smerte. Heldigvis havde vi bundet et reb i hende, så vi kunne holde hende oven vande, da hun efter kort tid mistede bevidstheden. Almanak bjærger hende tilbage, og Aion påkalder Laranis store helende kræfter, hvilket bringer hende til bevidsthed.
Næste formiddag opdager Ordt nogle Equani barbarer, som han følger efter. De udfører et ritual foran Khiraz og går igen.
Efter en dag og endnu et mirakel fra Aion bliver Noir frisk igen. Vi forsøger nu at kaste en grappling hook fra trappen til muren på den anden side. Det lykkes, og vi kravler alle op og ser, at porten til Khiraz er lukket. Det er en stor stenport, og det ser ud til, at nøglerne passer til porten. Vi beslutter os dog til ikke at forsøge, og kravler ned igen.
Om natten ser vi barbarerne igen. De kommer tilbage og lægger en død kanin. Vi fjerner kaninen i det håb, at gargunerne vil blive sure på barbarerne. Det enkleste vil jo være, hvis vore fjender udrydder hinanden. Men da gargunerne kommer ud om natten, går de forbi det sted, kaninen var, uden at opdage, at den er væk. Den plan er dermed forpurret.
Vi beslutter os for, at Kukal og Noir skal blive foran Khiraz og spejde, mens vi andre tager tilbage til Ymodi barbarerne for at forsøge at lære gargunsk, så vi bedre kan begå os i Khiraz. Om natten bliver Aions arm normal igen.
Vi tager afsted, og det begynder at regne. Og det fortsætter med at regne. Vi mærker på vore våde kroppe, at vi er på Harn.
Vi taler med Afran, som tilbyder at tage os med til et midsommermøde, de skal holde med gargunerne, navnlig deres kong Claggan. Mens vi venter på mødet, begynder vores oplæring med en barbar ved navn Hrush som lærer.
Vi tager efter nogle dage til mødet, hvor vi finder en gargun lærer, som kan tale vores sprog. Vores lærer bliver Rax fra Pujet-klanen. Han lærer os, at der er 5 slags gargun-sprog, og at Khiraz på gargun-sprog hedder Ushet. De sorte gargun har indtaget Ushed, som tidligere var et brun-orc domæne. Nu er der omkring 800 gargun der.
Læretiden går godt, især for Aion, som suger til sig lynhurtigt. Samtidig slår Ordt sig løs i byen, hvor han nedlægger nogle lokale skønheder. Åh, den knægt; han ville have godt af at få sig en rigtig hustru. Jeg må huske at få talt med Lord Daront; hans datter Ylia må efterhånden være fyldt 15, og det ville være godt at få cementeret vore alliancer.
Efter et par uger kan Aion konversere både på den dialekt, Rax taler, og nogle fraser på brun-orc. Vi konstaterer også, at Rax kan huske alt, hvad andre gargun har oplevet. De har en form for kollektiv hukommelse.
Vi tager tilbage og kommer frem den 9. Agrazhar. Vore heste er, beklageligvis, blevet solgt i den tro, at vi er døde. De begynder vel derhjemme efterhånden også at tvivle på, at vi nogensinde vender tilbage. Men så bliver det vel en rigtig heltemodtagelse, vi får, når vi kommer tilbage. Det må man i hvert fald håbe.
Vi lægger et baghold for 10 små gargun. Da de kommer sig over overraskelsen, overgiver de 5 overlevende sig. De fortæller os, at der er de 10, 30 brunorcer og 10 sorte. De ledes af en sortorc (Khanu) ved navn Ranuk. Han er deres leder og har som den eneste en nøgle til porten. Han er næstkommanderende efter Sharuk, som er kongen over gargunerne. Gargunerne har ikke set Sharuk, bortset fra sidste vinter, hvor Sharuk var der sammen med dæmonen. Dæmonen var et hoved af ild, som fyldte gangen ud. Dæmonen havde brændt tre brunorcer af for at få Sharuk til at gøre som han sagde. Gargunerne er først kommet til Khiraz sidste vinter.
Vi får en del oplysninger om gargunerne og deres gange. Vi får herunder at vide, at der er et menneske ved navn Akasara. Han kan snakke med dæmonen.
Efter nogen palaver beslutter vi os for at vi ikke gider tale med dem længere. Ordt fortæller dem, at de er ved at blive dræbt af en Khûzdul. De bliver sure og forsøger at flygte. Forsøger.
Om morgenen tager 10 brune orcer ud for at finde ud af, hvor de 10 små orcer er blevet af. De opdager vores baghold, men det hjælper dem ikke. Da det står 9-0 til os overgiver nr. 10 sig. Han tilbyder at hjælpe os med at gøre det af med Ranuk.
Min tro tjener Almanak viser, at jeg ikke alene har ham med mig for at beskytte mig. Han er også i besiddelse af et stort vid, selv om man af og til glemmer det, fordi han er så tavs. Vi igangsætter vores plan, nemlig at få brunorcerne ud af hulen. Vi fortæller den ene brunorc, at vi vil dræbe de ti sortorcer, bare de vil gå ud af hulen, og at Aion er en dæmon, som vil æde hans sjæl, hvis han forråder os. Han går ind, og kommer efter 5 minutter tilbage med 20 brunorcer. Aion påtager sig formen af det væsen, vi alle frygter mest. Han ligner i sandhed Agrik selv, og vi bliver grebet af stor frygt. Endnu større er brunorcernes frygt, og de træder med ærefrygt til side, mens vi går ind i hulen.
Efter ganske kort tid kommer vi ind til de 10 sortorcer. Den frygtelige - undskyld, den ærværdige - Aion fortæller, at han er Panagas broder og at han er kommet for at tage det, broderen har gemt her. Han kommanderer Ranuk til at føre ham til den magiske boks og give ham den og nøglen. Ranuk ere ganske frygtslagen og ser ingen anden udvej end at gøre som hans nye herre og mester byder, selv om han fortæller, at den anden dæmon vil udslukke hans liv for at have gjort det.
Ranuk og hans to stærkeste løjtnanter går sammen med os op ad nogle trapper til kongen af Kiraz' sidste hvilested. Kongens skelet sidder stadig på tronen, med sin krone på hovedet og sit scepter ved siden, beskæmmet af utallige hug fra mangkars og stik fra gargunernes spyd.
Ranuk udleverer boksen, og Aion siger, at det nu må være tid til at tilintetgøre de tre gargun. Som sagt, så gjort. Men de kæmper som besatte og overlever sår, som ville have dræbt ti fuldvoksne mennesker. De får derfor tvunget Ordt i knæ, og selv om han demonstrerer en udholdenhed, som overgår selv de umenneskelige gargu-khanu, synker han til sidst om, bevidstløs. Også andre af os har fået svære sår i kampen.
Under kampen holdt Kukal sig noget tilbage, og han forblev derfor uskadt. Han og Aion med de dæmoniske flammer omkring sig går derfor ned til de andre gargun for at beordre dem ud af Khiraz. Der er fire tilbage, og de gør, som de bliver beordret til. Vi lukker herefter portene til Khiraz, og stilheden sænker sig over Khiraz. Tilbage er kun os seks og så den menneskelige håndlanger for Panaga. Han må være en mægtig troldmand, og jeg ville ønske, at Ordt var frisk nok til at udfordre ham. Det øjeblik har Ordt nemlig talt om ofte, men nu må vi andre fuldføre den opgave, han havde påtaget sig.
Session d. 16. januar 1999:
Almanak taler
Vi står i kongesalen i Kiraz. Rundt omkring ligger der knogler fra dværge og garguner. Vi er alene i den gamle dværgeborg. Den er tavs og afventende - ligesom jeg, kan disse ruiner ikke tale, men de skriger i deres eget tavse sprog om den voldtægt og spot, som gargunerne har udført ved deres tilstedeværelse. Ak, man ville gerne se borgens storhedstid vende tilbage, men vi må vel snart forlade den. En dagsmarch herfra er den rigtige gargunkoloni med en hel hær af garguner - at blive for lang tid her er farligt, ja faktisk selvmord.
Jeg kigger spørgende på min herre. Han ser tænksom ud og kigger spørgende igen...
De andre taler om nøglerne til Kiraz. Tre er i vores besiddelse, een i Asadmire. Een kan ligge hos dronningen, som er begravet i sit gravkammer. Gamle sagn siger, at een blev kastet ned i dybet til mørkets hersker. Den sidste nøgle er vist gået helt tabt. I alt syv nøgler, som helst ikke burde være i fjendens besiddelse.
Vi fortsætter gennem borgen for at finde og udslette den fæle magiker, som efter gargunernes beretning skulle holde til her.
Ordt er såret og bevistløs. Han bliver lagt ind i et rum, vi kan låse med en dværgenøgle - her skulle han være i sikkerhed. Synd, at han nu ikke er i stand til at udfordre magikeren. Men hvis han overlever, kunne det være, at alt dette vil hjælpe til, at han bliver mindre opblæst i fremtiden.
Mange døre er låst og ser dværgsolide ud. Kukal ryster på hovedet. Tydeligt mener han, at det er meget svært at smadre dørene (nogle gargunblodrester falder ud af hans skæg eller er det gamle brødkrummer?). Vi fortsætter vores undersøgelse af borgen, lord Tylon er ikke helt tryg ved at skulle stå ansigt til ansigt med en magiker, men så er det jo godt, at jeg er her.
Hos garguner finder vi en stor tung klippe, som står i et lokale ganske uden grund. Der er et par vægge stoppet til med noget mystisk gråt klippemasse. Efter en lang tids forgæves søgen beslutter vi at teste en dværgeøkses kraft mod en dværgedør - stål mod træ. Efter et dusin slag kommer der en stemme fra den anden side af døren. Stemmen trygler og siger, at den nok skal komme ud nu, er det mon vores magiker? Døren åbnes, og en almindelig mand træder frem. Ordt ville have været blevet slemt skuffet, hvis han skulle have udfordret denne mandsling.
Dværgen er ret ophidset over at finde et menneske her på dette sted. Han kyler magikeren ned mod gulvet og binder ham (endnu et par krummer falder ud af hans skæg eller er det gammel ost?). Magikeren plaprer løs. Vi udspørger ham, tydeligvis er han fuld af løgn. Essensen af magikerens plapren er, at han ikke ved, hvorfor han er her, at han har været her i et år, og at Panaka har tvunget ham til at være her uden forklaring. I magikerens rum finder vi nogle magibøger - uforståelige med mystiske runer. Nå, hvornår mon Kukal hugger hovedet af magikeren?
Vi bevæger os dybere ned i borgen. Vi kommer til minerne. Under en væltet skinnevogn finder vi en håndøkse og et skjold, som ikke er berørte af tidens ånd. De må afgjort være af exceptionel god kvalitet. Lady Noir insisterer på at bære skjoldet, hun spørger mig, om jeg gerne vil have skjoldet. Gør hun nar af mig? Naturligvis har jeg intet krav på sådan et skjold - bare Lord Tylon havde insisteret på, at jeg skulle bære det. Nå, men hun er jo en kvinde af ædel byrd og har brug for et godt våben at forsvare sig med.
I et rum står en statue af en kuzansk dværg og pige. Det er som om rummet gemmer på en hemmelighed. Derfor undersøger vi det nysgerrigt, men finder intet af interesse. Vi fortsætter ad en lang gang, som for enden er blokeret af en sammenstyrtning. Lige da vi skal til at gå ind i en udgravet hule bliver Kukal angrebet bagfra i mørket af et stort sort væsen. Kukal angriber frygtløst øglen og nedlægger den i løbet af et par åndedrag. Jeg angreb også øglen, men i mørket så jeg ikke en stor sten. Jeg snublede over den og stak spyddet i mit lår. Yderst pinligt, heldigvis var der ikke andre der så det i kampens hede.
Vi beslutter at blive nogle dage i Kiraz. Lord Tylon skal snart hyle. Dette kunne med fordel ske i Kiraz, selvom det selvfølgelig er første gang, der har været en varulv dette sted. Jeg spekulerer på, om Kukal ikke synes, at dette også er bespottelse af stedet, men det er jo svært at vide, hvorledes en dværg tænker.
Kukal vil sørge for, at dværgekongens sidste rester bliver lagt i sikker forvaring. Han putter kronen ned i sin rygsæk... hvilken utrolig skat. Jeg kunne dog godt forestille mig at kronen er forbandet, hvorfor skulle den ellers have siddet på hovedet af dværgekongens kranium i så lang tid. Måske skulle jeg råde Kukal fra at tage kronen. Det kan selvfølgelig være, at han som dværg er beskyttet mod en sådan forbandelse.
På et tidspunkt finder Lady Noir en hemmelig dør. Denne opdagelse puster nyt liv i vores årer - med spænding fortsætter vi vores udforskning af borgen. Undervejs finder vi en Kuzansk guldkrone. Dette er i sandelighed et fantastisk eventyr!
En elvisk sølvharpe falder også i vores besiddelse. Lykkens gudinde har lagt guldstøv på vores vej. Harpen er meget smuk, og Lord Tylon mener den kan være flere tusinde år gammel fra en svunden tid. Måske er den også forhekset. Af andre fortryllende ting finder vi også en flaske med flydende guld samt papirruller med mystiske runer, som Lady Noir kan tyde. En pung med nogle sten fra minen, en summende stenpind af det mystiske stenmateriale og en meget livagtig statue af en gargun bliver opdaget. Gargunstatuen lader vi stå, den ser ud som om, den er blevet ramt af en forbandelse under en plyndring af en grav. Også dette bekræfter mine bange anelser, om at dette sted er fuld af forbandelser.
Aion, der sidder og studerer de gamle skrifter, finder ikke ud af noget om stenpindene. Men det gjorde jeg! Jeg fandt ud af, at stenpind ved tankens kraft kunne forvandle almindelig sten om til mystisk sten og omvendt. De andre er ret imponerede - det er jeg, hvis jeg selv skal sige det, også selv.
Stenpinden virker et par gange, derefter stopper den med at virke. Trist, jeg følte mig for et kort øjeblik bedre end Aion.
Den store mystiske sten er magisk. Aion undersøger den. Så for den... stenen er et FORSTENET LEVENDE VÆSEN. Næste dag giver Aion sig i kast med stenen. Efter et stykke tid, får Aion et opklaret udtryk i ansigtet. Pludselig løber han op til Ordt og henter ham ned. Nede ved stenen siger Aion ordet "Zardark" - stenen forvandler sig om til en ung dværg. Denne dværg forvandlede sig om til sten med sin magiske kappe den dag for flere århundrede siden, da gargunerne overfaldt Kiraz. Ens hjerte græder for denne stakkels dværg, der med et ord har mistet hele sin familie. Selve denne begivenhed er dog alligevel så fantastisk, at man virkelig føler gudernes gunst på ens side.
Langt om længe forlader vi Kiraz. Det er overskyet, men det føles som om himlen er blå. Vi er nu på vej hjem til mere civiliserede områder, og hjemveen gnaver i os.
Efter en dag med silende regn, sidder vi omkring lejrbålet. Pludselig hører vi alle en sagte brummen, bålet blusser op og tager form af et demonhovedet, som truer os med død, tortur og ødelæggelse. Vores hjemve er nu endnu større, og de næste dage insisterede Ordt slet ikke på at få varm mad.
På rejsen finder Aion ud af, at harpen er magisk og gør, at spilleren er bedre til at spille harpe. Skjoldet holdes magisk sammen, så det er dobbelt så stærkt som et normalt skjold. Øksen er en meget fin håndøkse med i alt +3 på skade og nøjagtighed. Flasken med flydende guld kan hældes ud over et sværd så det aldrig ruster. De gamle dværge har været mægtige engang. Apropos magiske genstande, så fortalte den unge dværg, at stenpinden kunne oplades af en bestemt dværgeklan, som jeg nu har glemt navnet på.
Byen Leriel ligger på vores vej. Alle undtagen Lady Noir går ind i byen. Vores heste er i mellemtiden solgt til baronen i Leriel. Ordt bliver meget oprørsk og mumler noget om at udfordre en masse mennesker. Vi har ikke råd til at købe hestene tilbage, hvilket bringer Ordt i en tilstand af armod den næste uges tid (og lidt til).
Vi krydser en flod. Ordt mindes, at det var dér, hvor Bo drak 10 slurke vand og lavede en stor hestepære. Dværgen nægter at krydse floden. Han bliver gjort mindre bevidst - vi kommer over og får en dejlig svømmetur.
Vi kommer til en anden flod - dér, hvor Ordt fodrede Bo med saftigt flodgræs, og hvor den gnubbede sin mule mod hans rustning. Kukal nægter at tage over floden, han kunne ellers godt trænge til at få vasket disse gargun blodrester ud af skægget, eller er det mon gammelt spæk? Vi fortæller, at der på flodens anden side sidder en Gargun og rækker tunge af Kukal. Det er lige før denne list virker, men for at gøre en lang historie kort, får vi dværgen slæbt over. Derefter skilles vore veje, da Lord Tylon endnu engang skal hyle. Dværgene tager til Olokand. Vi andre tager til vores hjemlen i forceret tempo, for trætte ved aftenstide at kunne smide Tylon ind i sin ulvehule.
Baron Ethasiel kommer til byen kort efter Lord Tylons hjemkomst. De snakker om stort og småt (mest småt lige i starten). På et tidspunkt fortæller Baronen, at han har besluttet at låne en person som rådgiver til lord Tylon, eftersom der foregår så mange vigtige ting omkring ham. Vedkommendes navn er Master Amberdick, en lidt svagelig fedladen mand i tredvierne med flakkende øjne. Hvordan i Peonis navn skal han mon overleve et møde med spiddelystne garguner eller barbarer?
Lord Tylon, Baronen og byen fejrer årets gang, den gode høst m.m. Dagen efter tager vi mod Abriel. Her afleverer vi æsken med demonens kropsdele til Arkivmesteren.
Herefter kommer vi til Olikand. Hvor vi bliver fejret og æret. Alle undtagen mig fører sig frem på den mest ublufærdige måde. Hvad der skete resten af aftenen ved jeg ikke, da jeg simpelthen ikke kunne holde ud at være blandt alle disse festmennesker. Jeg undskyldte mig og gik ned til en stille klar dam, hvor jeg kunne svømme lidt rundt og slappe af.
Næste dag tager vi mod Tashal. Undervejs udspørger Lord Tylon Hr. Ravpik. Dette er mildest talt en pinlig affære, på en gøg-og-gokke skala fra 1-10 får han topscore point. Er han til at stole på, eller er han en slimet ål? Ja, det spekulerer jeg på. Men det er klart, at han absolut ikke må vide noget om Lord Tylons varulvetrick, men vi kan selvfølgelig sætte ham til at passe Lord Tylon på et passende tidspunkt.
Almanak of Gromkin
Session d. 6. februar 1999:
Almanak taler
He who walks a straith path
Does not see the curvings of life
He who strides the curved path
is slow to reach the horizon
Den 19. om morgenen slår vi øjnene op i Olokand. Ikke lang tid efter er vi klar til at tage afsted. Master Amberdick tager mod Lord Tylons len, hvor Lord Tylon bestemt mener, at Amberdick ville kunne gøre bedre nytte med sin "rådgivning".
På vej mod Tashal møder vi de fire unge netop frikøbte fæstebønder. Lord Tylon ønsker dem held og lykke på deres videre færd. Vejret er klart og lidt koldt. Rejsen til Tashal går uden de store begivenheder. I Tashal er karavanerne netop ved at tage afsted, så det passer jo perfekt, mon guderne er med os på rejsen? Første stop på rejsen er Kivan, hvor en stor Jarl regerer. Karavanen består af en masse forskellige mennesker - mange kigger ondt på Lady Noir og hvisker, når hun vender ryggen til. Vi hører rygter om landsbyer nordpå, som er blevet brændt ned. Indbyggerne blev henrettet med en grusomhed, som jeg ikke ønsker at genfortælle. Lady Noir synes at have noget baggrundsviden om dette, og siger noget om valkyriske kvindelige kampordner og borge, der er belejret. Der er rygter om, at man østpå har set en drage (jeg håber på det er meget langt østpå).
Vi kommer til Uldien. Her holder Lord Tylon møde med baronen og hans smukke datter. Der er flere byer på vejen, tilsidst kommer karavanen ud i vildnisset, hvor de røde garguner måske er en trussel. 15 dage bruger vi i vildnisset, vejret er barskt, og man længes efter en god lur i en tør bunke halm. Endelig når vi til dværgeland og ender tilsidst i Azadmire, hvor en herold bebuder, at vi skal mødes med dværgenes konge.
Da vi får fortræde for kongen begynder Lord Tylon at fortælle om vores rejse. Khuzdul er meget følsomme, hvad angår Gargun. Dette opdager vi, da Lord Tylon fortæller, at Kiraz er indtaget af Gargun. Dværgene gik fuldstændigt amok og råbte og rasede i et godt stykke tid. Det hele virkede lidt komisk på mig, især da jeg opdagede to dværge, som i bar ophidselse havde fået viklet deres skæg ind i hinanden.
Dværgene blev dog mere beroliget, da de hørte resten af historien, og det hele mundede ud i en stor dværgefest med masser af mjød.
Under festen får vi alle overdraget en særdeles pæn økse med dværgeindgraveringer. En økse som viser, at vi er dværgevenner. Fra Kiraz får vi også harpen, flasken med flydende guld og nogle magiske papirer. Jeg giver selvfølgelig min økse til Lord Tylon, men han insistere på, at jeg skal beholde den. En sådan gave har jeg aldrig fået før - guderne er i sandelighed med os på denne rejse.
Vi bliver en dag i Azadmire. Her bestiller Aion og Lady Noir en rustning, som dværgene lover at gøre speciel let. Både Aion og Lady Noir rystede lidt på hænderne, da de fortalte om det, så rustningerne må nok have været dyre. Flasken med flydende guld og de magiske papirer sælger vi for to kuzanske guldkroner. Ordt siger, at dem kunne man jo passende købe en hest til ham for. Vi kigger tavst på Ordt, mens han smiler fjoget.
En del rigere drager vi således afsted fra Azadmire. Kugal siger farvel til os - hans skæg lugter af mjød.
På vejen væk fra dværgeland i et uvejr med sne og slud får Lady Noir øje på en samling rødorker. Vi beslutter os at snige os uden om gargunflokken. Undervejs glider jeg og Ordt på et klippefremspring, og lander med et bump på jorden. Det virkede ikke som om gargunerne så os. Vi fortsætter Noir falder lidt tilbage for at undersøge om gargunerne følger efter os, men det ser det ikke ud til.
Om aftenen under hagl og storm, bliver vi overfaldet af gargun. Kampen går ikke så let som vi regnede med. Lord Tylon rammes to gange i foden og får et sammenbidt udtryk i ansigtet. En af gargunerne prøver at flygte, jeg angriber den med fuld kraft - desværre bliver den ikke dræbt. En anden gargun rammer mig i benet med sit spyd. Kun Aions ma.. øhh gudelige evner redder mig fra at få et forkrøblende sår. Ordts rolle i kampen er til at overse, men den får høje pointtal på gøg-og-gokke skalaen.
Efter kampen forlader vi lejren. Efter tre timer går vi væk fra sporet og finder et passende skjulested. Midt om natten hører Noir gargunstemmer ikke langt fra. Vi vækkes, venter kampklare, men tilsyneladende har de ikke opdaget os. Næste dag klarer vejret op, det bliver frost. Vi ville gerne fortsætte hurtigt, men Lord Tylon har sit lille månedlige problem. Den første nat går med, at ulvehyl gjalder langs de stejle bjergsider. Tågen ligger tæt over landet. Vi gyser og spekulerer på, om garguner finder ulvehyl interessante eller skræmmende? Første nat går heldigvis uden særlige problemer.
--------------
Lord Tylon taler
Ud fra de andres beretning kan jeg udlede, at den anden nat derimod blev lidt for spændende. 10 garguner omringede mine frænder, og uden mig iblandt dem så det sort ud. Men Aion påtog sig Gudindens åsyn, og gargunerne blev straks grebne af frygt og flygtede. Larani er i sandhed en stor beskytter.
Resten af rejsen gennem fjendeland gik derimod ganske fredeligt, og vi rejste med god hast gennem de kolde lande. Ved den første kontakt med civilisationen - et Larani-tempel - fik vi den sørgelige besked, at kongen af Kaldor er død. Selvom det burde være ventet, var det alligevel en chokerende kold måde at vende tilbage til civilisationen på og en sørgelig nyhed.
Da vi var nået til jarlen af Curos område, tænkte jeg, at vi (læs: jeg) hellere måtte se at få etableret en tættere kontakt med ham, end vi tidligere har haft. Man ved jo aldrig, om baron Ethasiel skulle finde på at få aspirationer til at ofre sin jarl på det politiske alter i et forsøg på at forbedre sin egen position. Så ville det jo være alletiders at forbedre sit forhold til jarlen til gengæld for, at baronen fik sin fortjente nedtur.
For at sikre, at jeg kunne følge jarlen standsmæssigt, bad jeg Ordt om at købe mig en hest, hvilket han gjorde, selvom han vistnok mente, at jeg burde kunne købe en hest til ham, nu hvor jeg havde råd til at købe en til ham selv... Hesten er i øvrigt en frisk ganger, som jeg vel efterhånden vil kunne få stor glæde af. Jeg døbte den Storm, under hensyntagen til dens temperament og vejret, da vi købte den...
Desværre var jarlen mere fåmælt, end jeg havde håbet, men vi har da fået etableret en vis kontakt.
I Olokand nåede vi frem dagen før begravelsen skal finde sted, og Ordt kunne nå at hente Miranda, så vi begge kunne deltage i højtideligheden. Jeg gav hende det smykke, som jeg havde købt til hende for nogen tid siden, så hun kunne se standsmæssig ud. Gid jeg dog havde kunnet give hende det på et mere belejligt tidspunkt, men det vil nok aldrig komme til at ske, selvom jeg jo ikke kan holde op med at håbe.
Efter begravelsen tog vi hjem for at overvintre. En enkelt tur blev det dog til, nemlig til Olokand, hvor Noir og jeg ville forsøge at se, om harpen kunne indbringe lidt håndører. Noir fik et råd om at søge at sælge den i Halea-templet. Mit ønske om at gå ind i lystens hule kunne vist ligge på et lille sted, så jeg var taknemmelig for, at hun gik ind alene. Endnu mere taknemmelig var jeg for den besked, hun kunne give, da hun kom ud, selvom jeg ville have været gladest, om hun havde bedt mig om at sætte mig ned, inden jeg fik at vide, hvad der var sket. Hun havde fået tilbudt 15.000 pence for harpen, fortalte hun.
Da jeg havde rejst mig op og kommet til mig selv, opsøgte jeg Koris Harabor, Marshall of the Guard (den yngste af kongens uægte sønner) for at høre, om det ville være uhørt at sælge til Halea-kirken, og om der i givet fald ville være nogen rettroende adelsfolk, som ville give det samme som Halea-kirken. Men nej, hans eneste råd var at tage til elverne, og den slags har vi vist prøvet nok. Vi havde sikkert fået en sølvfløjte hver, hvis vi nåede frem helskindede og uden at være blevet berøvet.
Så jeg besluttede mig for at sælge til Haleanerne. Jeg forsøgte at kræve 20.000, og handelen sluttede på 17.000. Jeg kunne måske have fået endnu mere, men jeg ville helt ærlig helst hurtigst muligt væk fra syndens hule.
Noir havde åbenbart ikke samme opfattelse, for hun accepterede deres tilbud om at blive for natten. Syndigt og lidet ærværdigt - hun burde have en far, som kunne tale hende til rette. Men det vil nok ikke sømme sig, at jeg påtaler hendes adfærd, så jeg må nøjes med at glæde mig over at høre den søde klirren af guldmønter, når jeg i morgen får alle de rare penge.
VIGTIGE DATOER
14-17 Larane afholdes "The Royal Tournaments" i Olokand
Aion Dokumentfalsk A/S
1) Invitation fra dværgenes konge
2) Tilladelse fra Kongens sherif for Kaldor
Session 27.02.99.
af G.U.D.
Vinter 722 og tidligt forår 723 TR.
Og hans åsyn lyste på verdenen, og han så den lille Tylonske flok. Han så deres gøren og laden, deres små rejser og deres tvivl og handlen. Han så undren, og på en gang forfærdelse og glæde ved at opnå stor rigdom fra den tøjleløses hånd.
Han så mens de tænkte, på skæbne og jordeliv, på ære og savn, på det, som kongens død havde efterladt. Der var tanker om den ene, der var tanker om det andet, men hvilken vej, der ville bringe det Myrenath'ske samfund sikkert gennem en turbulent tid, syntes uklar.
Han så vinteren gå, han så meget arbejde i jordens og åndens tjeneste. Han så forårets komme, og han så den ydmyge gudinde igen få magt over jorden. Han så en bardes komme, og gøre megen opstandelse i den lille landsby, og han så, hvorledes en tvivl blev fjernet, men også en uudtømmelig frygt blev fremmet. Han så den tøjlet, accepteret, og bragt til sin plads.
Han så stort besøg, af de dødeliges foresatte, og han så, hvordan det sorte kaos igen hvirvlede sig op, nu hvor der ikke længere var nogen dødelig til at stoppe det. Dog, han så, at andre prøvede at lave små øer af orden, også omkring den lille by Myrenath. Samtaler foregik og aftaler blev indgået. Skæbnen begyndte at pege i retning af det koldere nord.
Han så megen glæde ved karavanernes komme. Drenge og piger fik legetøj af stiveste slags, smedet i dværges barkede næver. Man handlede frem og man handlede tilbage, og til sidst var de Uldarayn'ske fætre igen beredne.
Han så, hvorledes den lille flok rejste af sted under stort ståhej, for at redde det som var tabt. Han så deres vej føre ind i faren, hvor ugerningsmænd kom frem med vold og død. Den lille flok var dog venligt stemt af skæbnen den dag, og de formørkede sjæle drog til det hinsidiges.
Lige nu ser han stor tvivl, et kaos råde, og igen en formørkning af den vej, som skal føre til sikkerhed og lykke. Er de, som har lovet tryghed og støtte virkelig opsat på at give netop det...?
G.U.D.
Session 20.03.99
Hej, jeg hedder Xivixl, og jeg er en af den store måneånd's børn. Jeg plejer at bo i en blomst eller et træ, men en dag så jeg en rigtig kæmpe, og besluttede mig til at bo i hans hår for en tid.
Da jeg først så den store kæmpe, så var han lidt ophidset. Jeg tror det var fordi at der var en væmmelig fyr, som ikke ville fortælle ham en hemmelighed. Hemmeligheder er spændende, og slet ikke sjove, hvis man fortæller dem for hurtigt, men kæmpen var i et hurtigt humør, og spændte manden bag på sin hest og slæbte han med hjem til sin herre.
Jeg sov det meste af turen hjem. Hår er svært at bo i, og man bliver meget træt.
Kæmpen har nogle venner. De ser alle sammen ud til at være nogle farlige krigere, næsten lige så farlige som den store ild-ånd's dæmoner, men også kun næsten. Ild-dæmoner er heldigvis ikke så farlige, når bare man ved hvad man skal gøre ved dem. De syns slet ikke det er sjovt.
Da kæmpen kom hjem tog han manden med hemmeligheden med ned i et mørkt rum med ild, nede under jorden. Jeg så mig straks om efter ildånder, for det er her de plejer at være, og prøver at sende ild-tanker ind i menneskenes sjæle. Jeg kunne dog ikke lige se nogen.
Manden med hemmeligheden må have haft en meget stor hemmelighed, for de skulle lave mange store huller i ham med koldt og varmt jern, før de fik den ud. Metal-ånder er i øvrigt nogle sjove nogen. De opdager næsten ikke at man er der, så langsomt går det med dem. Jeg holdt stadig øje med ild-ånder, og fik en mistanke om, at der måske bor en i ham, som hører til hernede i hullet. Det er der ikke rigtig noget at gøre noget ved.
Nu var hemmeligheden ikke en hemmelighed mere. Hemmeligheden var, at manden med hemmeligheden boede ude i skoven sammen med nogle af sine venner. De skulle vist kende den store skaber-ånd, som vist nok bor her omkring et eller andet sted. Det ku' være sjovt at besøge dem, så da kæmpen og de andre talte med deres herre (som sjovt nok boede et andet sted end der, hvor de fik hemmeligheden at vide), sendte jeg modige tanker til dem, og de besluttede at tage afsted.
De tog først ud for at finde en af deres veninder, som boede sammen med forandringsfolket. De er meget pæne. De tog hen til en hule de kendte, og kom op at slås med en lys-bjørn, som boede der nu. Den var kun sig selv, og kunne ikke klare dem alle sammen.
Bagefter, da det var mørkt, så mødte de en, som kom ind i hulen, men han løb væk igen.
Næste dag mødte de nogle af deres venner, selvom det så ud som om, at det ikke var nogen de kendte. Deres venner fortalte, at de vidste hvor dem, der kendte den store skaber-ånd, boede, og de ville hjælpe dem med at finde dem. Jeg besluttede mig til at sove, da jeg var blevet meget træt.
Da jeg vågnede, var kæmpen og hans venner kommet til en sø. De gik rundt om den og mødte nogen af dem, som de ville besøge. Det så dog ud til, at kæmpen og hans venner syntes, at ham, der havde hemmeligheden, og hans venner havde været dumme, fordi de slog hans venner her ihjel. Dem allesammen. Så jeg fik ikke set om skaber-ånden kendte dem.
Senere mødte de nogle andre. Jeg så straks, at der var en, der kendte skaber-ånden, med, og glædede mig til at snakke med ham. Men kæmpen og hans venner må virkelig være sure, for de slog også den her flok ihjel. Ham, der kendte skaber-ånden prøvede at bruge Aklash-luft til at holde kæmpen og hans venner på afstand. Han fik en af kæmpens venner til at græde, og så havde ham, der havde hemmeligheden,'s venner nær slået hende ihjel. Puha. Men det hjalp ikke ham, der kendte skaber-ånden ret meget.
Da det var overstået, blev jeg enig med mig selv om, at nu var der slået lige rigeligt ihjel til min smag, så jeg flyttede ud af kæmpens hår. Jeg tror jeg vil flyve hen til det hus, hvor dem, der kender skaber-ånden, bor, og se om der er nogle spændende ånder der. Jeg vil stadig holde øje med ild-ånder, for der er godt nok mange ild-tanker i gang heromkring.
Kærlig hilsen
Xivixl
Session 24.04.99
Igen har jeg vandret på jorden, og med flammesværd taget et laranisk liv. Med kun let sløring af deres sanser, og umærkelig styrkning af deres mod har jeg fanget dem og tilintetgjort dem. Med væsner skabt af han som skabte mine sønner har jeg søgt dem, og med hans tjenere har jeg slået til. De er ej mere. Hil dig Manrashusha - her er din seneste gave. Hil dig.
The End