Skunis, morgen, 20.04.3054 kl. 07.15 (14.33 Jordstandard)

Major Tarn Karsigis kiggede ud over sletten i morgengryet og tænkte for sig selv: ”Måske bliver dette en god dag at dø”.

Han vente sig om og stod med ryggen til panoramavinduet. Han så ud over sin deling, stadig midt i morgenmaden: ”Gad vide om de vil synes det samme ...”

Han drog et stille suk og tog sig et indtryk af ansigterne. Tripod så koncentreret ud. Beamer gabte. Raspail lo sammen med sit hold. De andre var steder der i mellem. Et ansigt fæsnede han sig ved. Granger, den nye Mecha-jock. Her så Karsigis frygt.

”Det er der vel heller ikke noget at sige til”, tænke han stille: ”Det er en styrke svarende til en hel bataljon, der er ved at blive landsat, og Det Ydre Systemforsvar er nede. Basen har sit eget meson-artilleri intakt, så de resterene rum-både vil nok holde sig på afstand. Men vi er nødt til at forsvare basen i åbent land mod Mecha’erne, ellers vil Skunis være endnu en koloni, der falder for Dashosine-imperiets hånd”.

Karsigis ville virkelig hade, hvis det skulle overgå hans kommando at blive overrendt af de metan-åndende bastarder. Når deres Terra-formende  - eller man skulle måske hellere sige Kassa-formende -  maskinel først gik i gang, ville det ikke vare længe, før flora og fauna var udskiftet – den totale udrensning. Han have set planeter, hvor dette var sket – erobringer fra den fjerde Dashosine-krig. Det syn ønskede han ikke at se igen.

Han hørte en klokke ringe. Den pneumatiske dør til den Åndeliges kvarter gik op, og hun trådte ind. Alle stod op som en mand og gjorde honnør. Hun smilede mildt til dem og lod med en håndbevægelse vide, at de kunne sætte sig igen. Hun svævede hen mod Karsigis.

”God Morgen, Major”, lød en blød stemme i hans sind.

”Åndelige ...”, svarede han i tanke: ”Hvordan befinder De Dem denne morgen?”

”Tak, fornemt, Tarn. Og de? Opgaven ligger på Deres skuldre føler jeg, hmm? Nuvel. Jeg er på vej til Kammeret. Jeg vil snart kunne fortælle Dem det De skal bruge for at være rustet med information til dagen.”. Hun gled gennem rummet, hvide gevandter stille bølgende omkring hende, og forsvandt ned af basens gange.

”Hun ved det lige så vel som jeg”, tænkte Karsigis.

...

Karsigis rettede sig i sædet på sin Atomizer. Kommunikationen med Krygan var ophørt – han håbede at han og holdet i det midste havde klaret sig ud af Spyder’en. Men uanset, så var deres mission vel gået så vel som man kunne forvente – de havde fået afleveret et alvorligt taktisk slag mod Kassa-styrken – omend deres tab vel relativt set var nogenlunde lig det Karsigis styrker nu havde lidt. Forbandet.

”Major, skal jeg informere om besætningens skæbne?”, lød den Åndeliges stemme i hans hovede.

”Nej, Åndelige, jeg er hellere fri lige nu ...”

”Major, Major – der er kontakt. KONTAKT”

Hylet kom fra Granger. ”Rolig, sønnike, hvad ser du? Hoppere?”

”Det er en Sværm, Major, en hel FORPULET SVÆRM. AAARRRH”

Handlings-indikatoren blinkede. Ud af vinduet så han de første missiler fra Grangers Atomizer gå i luften. ”For tidligt”, tænkte Karsigian: ”Hvorfor lige hos ham...”

Karsigis’ ordrer begyndte at flyde ud af ham endnu før han oplevede at have tænkt dem til ende: ”Teller, Brisant – støt Granger. Brug auto-søgende Gauss-kanoner. Panserbrydende. Hurtigskydning. Alle andre enheder – sensorer scanner for andre bevægelser. Tag Gauss-enkeltskud med Lock mod Grangers Sværm, der viser træf-sandsynlighed på mere end 56%”. Allerede inden ordren var færdig strøg Slicer-jagerne med Teller og Brisant afsted mod Grangers position 

...

Han faldt tilbage mod basen, hele tiden skydende med autokanonen, og prøvede at få et mentalt overblik. Granger var tabt – reaktor-kompromiseringen havde været spektakulær og deprimerende. Tripod var i store vanskeligheder med et smadret ben, men Teller og Brisant holdt tingene på afstand der. Sagritter og Warper var allerede ved basen og havde Integreret, og resten stod til at klare det. Alt stod nu med, om Kassa-styrkerne var blevet reduceret nok til at basen ville holde til bombardementet, mens de integrerede enheder pulveriserede det, der var tilbage. Han kiggede på baggrundsfeltet. Han var i den rigtige kvadrant for Integration, 30 sekunder tilb...

En mægtig rystelse sendte verden ud af vage. Alle gyroindikatorer dansede mens computerne prøvede at få styr på hvad der var op og ned på verdenen. Et foruroligende rødt skær dannede sig omkring billedet af fødderne på Atomizeren. ”Skramler...”, tænke Karsigian. Han skiftede omgående til armfremdrift, da han vidste hvad han ville kunne se, hvis han stod udenfor – gangerens fodpartier ville være ulmende metalslagger efter mødet med den horisontale plasmaudladning fra en af Kassa’ernes selvmordsdroner. Tidsestimatet for Integration gik op til 2 minutter – måske for lang tid.

...

Den Åndeliges stemme kom til ham med følelser af angst og panik: ”De er ved døren, Major”. Karsigis bed tænderne sammen. Han vidste at der ingen mulighed var for at nogen kunne forlade deres Integrerede mecha’er – ikke sådan som sværmen stadig så ud. ”Major? Åh nej, åh n...”. Den åndeliges tilstedeværelse i hans sind ophørte.

Karsigis vidste, at situationen nu var så godt som tabt. Dronerne var i komplekset, og det var kun et spørgsmål om tid, for de fik lukket af for fusionsgeneratoren – og dermed satte Integrationskoordinationen ud af spillet. Han kunne også aflæse, at flere infiltrator-droner tyggede lystigt løs på hans pansring – det ville ikke vare længe førend de var i gennem, og så ville de gå løs på kabler og kommunikationsværktøjer – Atomizeren’s livsnerver.

...

Kassa-skibene sank langsomt ned mod planetens overflade. Kommandør Rhuuc-Tin så ned på den rygende hob, der havde været Fe’a’quim-basen. En kæbevridning, der indikerede tilfredshed, sås på hans chitin-beskyttede ansigt, og han beordrede Sejrs-meddelelsen sendt ud. Snart ville Sharsclicc-skibene kunne være fremme, og så ville der efterhånden blive til at bo på denne forfærdelige ilt-befængte klode.

Velkommen til det 31. århundrede.