Return to the Temple of Elemental Evil, del 3.

Session 12. september, 2002

Azareth taler:

Vi har lige dræbt dragen, kommet os lidt takket være resten af Rachums magi og er på vej tilbage til vores baselejr, da vi bliver opmærksomme på, at Jugla føler det som om han bliver overvåget.

Jeg kaster en spell, og bliver usynlig, man skal jo passe på - det kunne jo være et baghold. Derefter bliver endnu en spell udtalt, og for mit blik skuer jeg en skikkelse der er ved at flyve væk. Det ligner en elver, han har et eller andet kæledyr som tilsyneladende er intelligent, for det gør opmærksom på, at jeg har fået øje på dem. Han kigger tilbage og får tilsyneladende øje på os, hvorefter han forsvinder bag et træ.

Han råber os an, og præsenterer sig som Kadiss, og vi lover at vi ikke vil skade ham. Han er fra Celene, albino, og arbejder for Vandtemplet!!! Endnu en frænde der har sine prioriteter sammenblandet. Han nævner dog et mere interessant synspunkt, nemlig at hans virke her skyldes, at templet fungerer som en prop i et pas mellem Verbobonc og Celene og på den måde holder menneskene ude af Celene. Der er jo ingen grund til at mennesker og elver færdes sammen mere end det er nødvendigt. Og der er jo noget om, at mennesket ikke har bragt andet ulykke med sig. Han havde dog ikke behøvet at fornærme min rejsekammerater på den måde. Men ligefrem at arbejde sammen med den bærme af ondskab der findes i dette kompleks er uforståeligt.

Aftalen med fiskevæsnet Moolowik kender han til, og vi vil komme til at møde ham senere. Han anbefaler mig at bruge vendingen "Bølgerne slår nådesløst" (Waves pound relentlessly) overfor ypperstepræstinden for vandtemplet.

Vi kigger lidt mere på hulekomplekset sydpå, og finder at det ikke stopper, men fortsætter yderligere. Til gengæld finder vi masser af ting i en hule med en sø. Godt for alle - især Kakluban, der fik et fint skjold ud af det - at jeg havde en scroll med water breathing. Rachum fortæller, at hans udgave af water breathing kan deles ud mellem flere. Gad vide, hvad han mener med det? Så jeg fandt kultister, der var faldet i vandet: De havde hellige symboler og et lille lukket røgelseskar, der måske virker som den jernfakkel, vi mistede i jordtemplet. Vi finder også andre ting, så det var jo en udbytterig brug af en scroll. Vores aftale med Moolowik går på, at vi skal møde ham ved "pyramiden" i jordtemplet mod nord, så vi begiver os i den retning.

Da vi kommer til jordtemplet, er det inficeret med nogle modbydelige jordvæsener. Halvanden meter lange, er de, og tunge som en dværg. De lander i hvert fald hårdt på ham - dværgen altså - men vi klarer den. Ah, magi og sværdkunst i ét - findes der en bedre måde at kæmpe på?

Lidt væk fra templet får vi kontakt med fiskemanden, Moolowik, som leder os til vandtemplet. Vi lister os forbi nogle aber, som tilsyneladende er brudt ud i forbindelse med at vi tog jord-templet ud, og der så ikke var nogen til at passe på dem. 

Vi kommer til en underjordisk sø, hvor der er en båd vi kan sejle videre i. Et eller andet stort bevæger sig i vandet, og vi får lov til at komme forbi. Moolowik kalder til det og bruger navnet Gouquog. Stemmen, der svarede lød lys, men så hæs at man skulle tro, skabningen var van(d)skabt.

Et stykke ude i vandet er der en stor søjle. Til højre for os (ca. mod syd) kan vi ane noget gitterværk, der minder om fængselsceller. Der er ting der bevæger sig derinde. Et sted vi snart må kigge på, og sikre os, at der ikke er nogen der bliver holdt der imod deres vilje....ingen, heller ikke mennesker fortjener at være indespærret.

Båden skraber imod bredden, og 2 åbninger fører fra vandkanten videre ind i bjerget. Den venstre fører til en vagtstue hvor nogle selvoptagne, snart kommende ud for et uheld, kedelige typer, passer på - et eller andet. Jugla sætter dem dog dejligt på plads, desværre ramte han plet.

Vores guide fører os til Kelashein. Hun er ypperstepræst for vandtemplet, men opfører sig som en dronning. Hun virker mindre intelligent, magtbegærlig og er helt afgjort ikke til at stole på. Da hun ikke tror på (HA), at det er os der har fjernet hendes konkurrent - jordtemplet - skal vi på en lille prøve! Vi skal tage nogle bugbears ud for hende som tilsyneladende har generet dette lille samfund på det seneste, og som bevis på vores kunnen bringe hende deres ører.

Rachum får gjort sig upopulær med dronningen, da han vil checke den mad hun tilbyder os for gift. Den er ikke giftig og smager ganske godt (hvis man kan lide alt godt fra havet)

Hendes rådgiver, en fiskemand ved navn Nilbloob i rober med masser af ringe og et par wands, fører os videre til Kadiss, der leder os frem til, hvor vores arbejde kan begynde. Kadiss har åbenbart sin egen styrke af elverkrigere med.

Vi skal tage en bugbear stamme ud. Iflg. Kadiss skulle der være en 20 stykker af dem. Han var egentlig sendt ud for at forhandle med dem, men nu skal de altså slås ihjel - og vi er våbnet. Vi har valget imellem 3 gange, der skulle føre samme sted hen - til dem. Der er mulighed for at køre med en noget hestevognsligende dværgetingest eller at gå. Vi beslutter at gå. 

De 3 gange snor sig igennem bjerget, over og under hinanden, og man bliver lettere forvirret. Savanorola og Jugla er forrest, mens de prøver at snige sig frem med lys i hånden. En taktik der virker op til et vist punkt. Vi møder forskellige bugbears, som ikke er noget problem for os. De falder som korn for vores kolde stål og dejlige spells. 

2 grupper får vi taget ud. Den første en form for vagtpost, den anden var mere struktureret. Vi har dog stadig ikke lokaliseret høvdingen, men taget en stor kvindelig bugbear ud, som lod til at blive gal, da vi hakkede de andre bugbears ned. Var hun mon deres mor?

Vi finder endestationen for sporet, der ender i en stor hule, hvor der er tegn på, at noget er ætset væk. Noget siger mig, at dette må være tidspunktet at beskytte mig imod syre. Til venstre er der en høj klippevæg - til venstre er der et par huler. Er høvdingen mon der? I en hule for enden er der noget stort, sort og blævrende der er på vej imod os.

Min næste tanke: "Spiderclimb"

Session d. 27. oktober, 2002.

Jugla taler:

Et vridende sort morads af en slimklat! Lige foran os! Alle kaster sig frem og slår til højre og venstre - men hver gang uformeligheden rammes bliver den til flere! Og flere! Det syder af syre og bobler forgift! Snart vil vi alle være opløst som de omgivelser vi står i ... eller hvad? Jeg kan ikke tro det! Savonarola vender ryggen til .. og griner!!!?!?! Hvilken kaosmagi har ramt hans sind? Og Rachum ... tager bad i det!??!?! Nej! Jeg tør ikke se det! Deres knogler blottes, kød og vædsker siver og ... ILD, ILD, ild omkring mig! Jeg kaster mig rundt og væk og ... det er en Flammende Sfære - er slimen nu også magibrugende? Eller er der mon noget om de hyl med "ILLUSION" som gjalder fra de andre? Det lader til at vi skal se efter de virkelige modstandere andetsteds.

Azareth styrter forbi. Hans øjne har det skær som kan afsløre usynlige, og da hans blik retter sig opad fortæller hans ansigtsudtryk at han ser hvad han håber. Oppe under loftet i hulen bag os hænger en flyvende Bugbear. Azareth lader os vide at der er endnu en. Denne bliver snart afsløret, da en glitrende sky fra Fredorcia omhyller den allerede synlige. Herefter flyver Kakloban til kamp i højderne, jeg sender pile i hurtigt tempo, alt i mens at Rachum og Fredorcia gør hvad de kan for at de formularer som disse to magikere har påvirket sig selv med, bliver udsat for magifjernende formularer. Halvlangsomt men sikkert bliver de bragt til jorden og summarisk overvundet.

Vi gør status, gennemgår komplekset og bestemmer os til at dette have været de sidste Bugbears, og at vores test dermed må være fuldført. Vi er dog lidt nede og vi beslutter derfor at blive i disse huler så vi kan møde op hos Kelashein i god form. Mens vi hviler hører vi dog lyde og gerninger der tyder på at der må være et stort væsen der hærger rundt her omkring.

Næste morgen viser Fredorcia os at hun er ved at være træt af det natteroderi det konstant er hernede. Hun udøver sin vilje over mørket og vupti! Vi kan alle se i mørket som Kakloban kan. Fredorcia er sikker på at hun kan få det til at vare hele arbejdsdagen. Tal om Power of Personality.

Det utyske vi har hørt stifter vi bekendtskab med da vi næste dag er ved at lægge allersidste hånd på udforskningen. Vi runder et hjørne og står ansigt til ansigt med en kæmpe tunnel-orm/drage/etellerandet, som viser sig at have appetit på os. Kakloban når næsten helt ned i maven på den før den er nedkæmpet.

Dette gør at vi liiige trækker den lidt mere i ørerne inden vi sætter kurs mod vand-templet igen. Men til slut når vi derhen, og redegør for vores succes.

Der lægges derefter op til at vi snart skal afsted. Vand-templets folk ønsker at lave et kirugisk anslag mod Ild-templet, og sender derfor kun omkring så mange folk som vi er - fire krigere, deres Mooonlitorr (som er en eller anden voldsom kriger med evner i retning af Savonarola's fornemmer vi) og så Nilbloob som er en vandig heksemester. Vi er ikke imponerede. Det afstedkommer en række mere eller mindre åbne diskussioner der involverer Kadiss' elvere mv., men det er nu sådan det bliver til sidst.

Midt i al forhandlingen er der også et andet projekt undervejs - vi skal til en eller anden stor kampceremoni. Stor Ære til os fra Kelasheins side. Det involverer en rejse fra vandtemplets område til et neutralt område ved den anden indgang til hele komplekset. Det viser sig at blive en vederstyggelig affære, der handler om at en stakkels tilfangetagen dværg smides i en grav sammen med en vild og udsultet hund, alt i mens repræsentanter fra de forskellige templer alle som tilskuere hujer og vædder osv. Ptuj. Godt at hævnen vil ramme dem alle.

Alt dette ville være afmægtigt og ultimativt ligegyldigt i sin lavhed, hvis ikke det var fordi at vi møder gamle u-venner. Vi konstaterer at Daros er til stede, og han at vi er det. Vi måler hinanden lidt an, og det er så det.

Jeg er kommet i bekneb for pile. Jeg betaler nogle soldater her for at give mig deres, men under disse forhandlinger er det som om en af dem er ved at føre mig til et rum hvorfra en stor ondskab føles. Jeg vender tilbage med Azareth for at få det bekræftet. Vi beslutter dog af hensyn til vores nuværende situation at lade det ligge. Men der er helt klart et sted her som skal ses nærmere på når vi kommer tilbage.

Vi vender tilbage til vand-templets område, og iværksætter derefter vores angreb. Det går som vi er blevet lovet - vi går lige til hjertet af Ildtemplets område. Fredorcia afslører flere nye sider og gør mig usynlig - en usynlighed der viser sig ikke at forsvinde når kamp starter. Mama! Men helt uden konsekvenser er det ikke må jeg sande da den første fiskemand løber ind i mig fordi han ikke kan se.

Vi angriber en forpost af Salamandre ... og konstaterer at vores allierede krigere hellere skulle være blevet hjemme. Vi har mere at gøre med at redde _dem_ ud af en penibel situation end de kan hjælpe os. Hrmf!

Men forbi Salamandrene kommer vi, og smækker en stor dør op - ind i ild-templets helligste. Her svæver en mystisk kvinde (Tessimon måske?) på et flyvende alter over en stor ild-grav.

Her er det at vore allieredes indsats virkelig skal stå sin prøve. Nilbloob frembringer et mægtigt Pergament, udsiger det vendt mod det flyvende alter, og ... absolut   I N G E N T I N G  sker! Hvorefter han og Mooonlitoren kaster sig i hinanden arme og forsvinder i den blå luft med et PLOP. OK - så bliver det alligevel til at vi tager templerne alene og fra en ende af. Nu til Ilden.

Tessimon er en stærk præstinde - ingen tvivl om det. Desværre for hende er hun alene for lang tid. Hendes krop styrter efter få sekunder i ildgraven, jagtet derud over af den flyvende Kakloban. Mens vi er ved at omstrukturere vores positioner slå en anden stor dør op og Daros viser sig. Fra en gang høres fodfolkets tramp - nu skal de virkelige slag om Ild-templet stå ...

Session d. 17. november, 2002

Vi kaster os ud i slagsmålet. Ildtemplarerne forsøger at skille os ad med mægtige ildvægge, men Rachum og Fredorcia viser sig begge at være i stand til at vandre i gennem ilden forholdsvis uskadte. Der er præster, krigere og troldkarle over det hele, inkl. en vanvittig gnom med edderkoppeben der kravler rundt på væggen. Troldkarlen er usynlig til at starte med, men han afsløres hurtigt af Azareth med glimrestøv, hvorefter jeg usynligt kan overraske ham med en pilesværm. Han synker om.

Der er krigere og bueskytter der forsøger at komme på slag- og skudhold. De bliver afvist. Det fyger om ørerne på os med magi, men vores beskyttende formularer tager af for presset.

En efter en falder modstanden ... og til sidst den sidste. Vi ser os omkring og sander at vi har klaret dette særdeles godt. Ingen på vor side har haft alvorlige problemer.

På vores faldne modstandere finder vi fire figurskårede metalplader, der kunne se ud til at minde om de to trekantede plader vi fandt hos jordtemplet. Flere Lesser Keys?

Vi ser os om om komplekset og finder vi mange ting. Det viser sig at gnomen må have været den mest sindssyge slagter i denne verden og tilstandende i hans gemakker kan ikke gengives her. Brrrr.

Vi finder dog også at vi med denne manøvre har udslettet stort set hvad der var at udslette her. Ildtemplet er ikke mere. Kun et finder vi og det er til gengæld grusomt. I et torturkammer står en jernjomfru der indeholder en fange, der næsten kun er ar og deslige. Kun den nederste del af hans ansigt og hans strube er fri for ar efter en proces hvor tortur er afløst af heling, der er afløst af tortur, der er afløst af heling etc. Han er i koma, mere eller mindre. Vi tager ham derfor med da vi nu alligevel agter at forlade komplekset.

Vi tager først i bivuak og kommer os det der er nødvendigt. Rachum mener, at skal denne mand helbredes, så vil det være nødvendigt med kraftige magier som kun præsterne i Verbobonc kan udføre her omkring. Da vi samtidig har haft en del skrammel af forskellig slags med ud fra hulerne, og at vores gnomske kontakter derfor skal til Verbobonc for at realisere det hele, så bliver det til en tur dertil. Lige inden har vi dog haft tid til at identificere de magiske plader, og de er ganske rigtigt Lesser Keys of Fire. De kan laves til Greater Keys ved at kombinere dem, og man kan bruge dem til at velsigne folk. At være velsignet eller at have en Greater Key er måden at komme ind i den Ydre Helligdom inde i midten af Stalagos-komplekset.

Vi bringer den hårdt sårede og torturerede mand vi fandt til præsterne i katedralen. De udøver mægtige magier over hans knuste sind og han bliver taknemmeligt i stand til at fortælle os om det som forestår. Han er barde, særdeles og hamonisk veltalende, og var en af dem som vi tidligere har hørt om prøvede at infiltrere templet.

Han fortæller, at Hedrack hersker over den Yderste Helligdom. Han har set Hedrack i øjnene, og at han var meget mere skræmmende end de sindssyge præster, der befinder sig i element-templerne. For Hedrack udstråler sindssyge, men en kalkuleret sindssyge, som viser intelligens og koordination. Det virker som om, han har forstået sindssygen og bruger den som en del af sig selv, i modsætning til element-præsterne, som har mistet forbindelse med virkeligheden.

Han fortalte videre, at Hedrack tidligere har givet sig ud for at være tilhænger af Iuz, men at han har narret Dæmon-kongen og udnyttet ham i stedet for at tilbede ham.

Han fortalte endelig, at Hedrack ikke er den øverste i hierarkiet. Over ham står Dommedrømmerne, der er i den Inderste Helligdom.

Han fortæller også noget om en rød drage ved ild-indgangen.

Ud over disse informationer bruger vi tid på nyindkøb og magifremstilling. Vi får dog en slem overraskelse, da vi bliver impliceret i en sag om forbandede magi-genstande. Det viser sig at noget vi troede var en Amulet of Proff against Detection and Location i virkeligheden var en Amulet of Inescapeable Location. Drat. Vi får dog tingene redet nogenlunde ud - vi vidste det jo ikke.

Efter lidt over 14 dage sætter vi så næsen mod Rastor og Stalagos-bjerget igen. Det har været rart at få styrket troen, og vi er alle stålsat på at forrædderne fra vandtemplet skal have deres bekomst.

Vi udspejder vandtemplets område magisk, og det vi ser tyder på at vandtemplet kører business as usual uden specielle sikkerhedforanstaltninger. Vi beslutter os til at angribe straks. Rachum sætter sig med Fredorcia og Azareth og udvikler en plan for magibrug. Om aftenen før vi går i seng udøves der magi på os og ligeledes om morgenen. Effekten er, at vi alle kommer flyvende hen over Stalagos-ringbjergets tinder, og at vi, efter at have kastet nogle formularer med kort varighed, som hævnens engle farer ind over Vandtemplets alterområde.

Her bliver vi involveret i en drabelig kamp med mooonlitooren, djævle-fiskemanden, en del almindelige fiskemænd og nogen rigtig store nogen.  OK, drabelig er måske så meget sagt, for vores magibårne overlegenhed her bliver hurtig evident. Fredorcia kommer på et tidspunkt i en penibel situation med et dæmonisk vand-element der rejser sig i området, men Rachum sender det til det vand-helvede hvor det hører til. Da først dette er sket falder resten af modstanden i tempelområdet i hurtigt tempo.

Nu kan der ikke være mange tilbage. Dog, vi savner Kelashein, Nilbloop og Kadiss og hans elvere. Dem går jagten nu ind på ... hvis da ikke de kommer til os. En fiskemand flygtede under kampen ...

Session d. 29. december, 2002

Da vi har voldsomme magier omkring os der snart vil tabe deres kraft farer vi hurtigt videre ind i komplekset ... måske lidt for hurtigt, viser det sig. Vi trænger ind i en stor sal, men ser ingen. Vi rykker frem, hvorefter fjenden pludselig myldrer frem fra alle sider, fra skjulte gange, bag forhæng osv. De er der allesammen: Kelashien, Kadiss og Nilbool, hver sammen med deres horde af hjælpere. Inden overraskelsen rigtig har sluppet os har Kadiss og hans bueskytter forvandlet Fredorcia til en blodig nålepude, og hun synker om. Jeg tvivler på at hun er i live, men jeg har mit eget hyr med præcis de modstandere jeg ikke ønsker - fiskemændene der kan se mig selvom jeg er usynlig.

Savonarola, Kakloban, Rachum og Azareth angriber Kelashein og hendes hær af armbrøst-skytter. Jeg føler derfor at min situation er lidt prekær, men langt de fleste i min ende kan heldigvis ikke se mig. Jeg ser en mærkelig vandheks med en kæmpe bue der bevæger hen i den åbning hvor vi er kommet fra, og alle udgange er nu spærret.

Kampen raser i begge ender. Kun Fiskemændene angriber mig direkte, og jeg bestemmer mig for at sende vandheksen tilbage til helvede. Det går meget godt, og hun segner til sidst for mine pile, men i mellemtiden er Kadiss kommet til, og han kan også se mig. Pludselig trækker han en wand og sender via den den kraftigste flok magiske missiler jeg har set nogensinde har set og følt efter mig. Mørket kommer ...

Alt er idel lykke og jeg har det egentlig godt ... men noget er galt alligevel. Jeg vandrer mod det sted jeg allerhelst i hele sjælelivet vil være, og alligevel er der noget der trækker bagerst i mit sind. Jeg vandrer mod lys, men pludselig møder jeg en skygge, der toner frem som ... Rachum. Da sander jeg at dette ikke er nogen drøm, og at mit kødelige liv endnu en gang er blevet udslukt, og at min jsæl nu vandrer på vej til paradiset. Men vor vej mod templets udslettelse er endnu ikke fuldbyrdet, så da Rachum spørger om jeg ønsker at vende tilbage er svaret så absolut ja ... selvom den vej jeg går er svær at forlade.

Jeg slår øjnene op i kathedralen i Verbobonc. Cornelius Arx ser træt på mig og hvisker stille om at han og jeg ikke kan blive ved at mødes på den måde. Jeg ser mig omkring og finder at alle mine frænder er til stede. Det glæder mig, da det betyder at vi alligevel har triumferet i kampen mod Kelashein.

Dette bliver også bekræftet, men det er som om at der er et eller andet. Det kommer efterhånden frem at Fredorcia ganske rigtigt døde i kampen. Hun blev dog genrejst på stedet og deltog i de sidste faser! Jeg forundres til stadighed over de kræfter gudernes tjenere i denne verden har. Derudover ser det ud til at min død faktisk kan skyldes hende! Efter at jeg var faldet tog NilBool og hans mænd min krop (hvad enten den var i live eller allerede død) og stak af mod slutningen af kampen. De svømmede ud i søen i et forsøg på at komme til den ydre helligdom med mig på slæb, men blev nedkæmpet undervejs, Dette kom dog i stand ikke mindst ved Ildkugler fra Fredorcia, og var jeg i live, ja så er det dem der har gjort det af med mig. Selvom det skulle være så, så forstår jeg dog på historien at timingen med hendes genrejsning var sådan, at hun ikke kunne have vidst hvor jeg var, så det vil jeg tilgive hende.

Det så i øvrigt ud til at Nilbool's synkende lig blev bjerget af flyvende væsner fra den ydre helligdom - han må derfor forventes stadig at være på banen.

Men der er også en anden detalje. I den sidste del af kampen blev Rachum opmærksom på at et usynligt væsen var til stede. Det viste sig ike at være mere allieret med Vandtemplet end at vi godt kunne snakke sammen, bl.a. om den ydre helligdom, nu hvor vandtemplet alligevel var overvundet. Vi vil nok opsøge denne entitet igen, da Rachum ikke lige havde lejlighed til den helt store palaver.

Ydermere var der tid til at undersøge det vi havde overvundet, hvorfor vi har udvidet vore værdibeholdning kraftigt. Det har gjort at jeg er bragt tilbage uden ar på sjælen. Fredoricia var ikke så heldig, og hun har mistet en del af sine kræfter.

Vi vender derefter tilbage til vor kro, hvor vi kan slappe af en tid og se hvad vores indvundne værdier kan bære til. Jeg er lidt mør i koderne og går tidligt i seng.

News Bulltin: Jolene, High Mistress of the Order of Serenity (en orden under Rao), er på halv-officielt besøg i Verbobonc. Jolene er mest kendt for at skulle have været gift med Prins Thrommel af Furyondy for en 18 år siden. Desværre blev han bortført – man mistænker det Røde Broderskab – og er ikke set siden.. Hun er gode venner med Lady Sarcina, en Verboboncsk adelig, der OGSÅ har mistet sin forlovede (noget vi tidligere har hørt om, red.).

Om natten får jeg en behagelig overraskelse, da en lille nymfe af en kropige, Mira, har bestemt sig til at kravle lidt rundt på mig. Hun er vældig sød, så det har jeg ikke de helt store protester overfor. Faktisk er hun helt fantastisk, både at være sammen med og ogsåen, I ved, snakke med. Vi kommer langt omkring med de eventyrlige oplevelser vi har haft, hvad vi har lavet og såen. Hun synes det er MEGET spændende, så jeg går rigtig i detaljer.

Næste morgen kan de andre godt mærke at jeg har fået noget på den dumme. De virker ærlig talt lidt misundelige nogen af dem, i sær Fredorcia fordi der er nogen der siger at Mira er pænere end hende. Det er lige så øjnene skyder lyn og alting. Kakloban er helt mærkelig og vil drikke om kap, meeen det var nu ikke lige det jeg haavde tænkt mig denne morgen.

Nej, selvom det er svært at løsrive sig fra Mira's smukke øjne, så har jeg bestemt mig til at gå til templet. Her mødes jeg med Dai, og vi diskuterer at få min bue genindviet. Hvis jeg kan låne nogle midler vil det være muligt.

Jeg er tilbage på kroen om eftermiddagen, og kan snart konstatere at her er festen startet tidligt. Det betyder bl.a. at der er en fryns der har sine lange labber ude efter Mira. Jeg for fortalt ham hvor skabet skal stå, og han fortrækker. Nogen tid senere er han dog tilbage, sammen med vennerne. Der er en skummel konflikt under opsejling, men Mira afgør sagen en gang for alle ved at give mig et stort kys foran alle i krostuen - så er der ligesom på plads. Dejlig kvinde!

De andre siger at vi skal holde et råd. Det lyder som en god ide, der er meget vi skal snakke om i forhold til den videre færd. Vi går ovenpå for at være alene. Rachum kaster en trylleformular, for at han kan se om vi bliver magisk overvåget ...

... og hele verden svømmer pludselig ud! Jeg mærker det vred der kommer i sindet ved at en fortryllelse brydes og at verden nu kan ses som den er og ikke farvet af magi og snørkler. Mira! Jeg har fortalt hende alt. Og hun har spurgt til det. Det har været forhør, ikke forelsket snak. Hun ved alt. Alt! Om os og hvad vi kan og har tænkt at gøre! De er de andre selvfølgelig kede af at høre, men de klapper mig på skuldren og siger at de godt var klar over at der var noget galt når sådan en steg kunne interessere sig for en som mig. Givet mine tidligere erfaringer kan jeg ikke andet end give dem ret.

Vi beslutter at få krammet på hende. Ved aftenstide går vi til sengs, men lægger et baghold. Nu får vi bare se om hun kommer ...

Session d. 19. januar, 2003

Det sædvanlige referat afløses i denne omgang af følgende transmission, opsnappet af KET (Karakterenes Efterretnings Tjeneste) på Monte Cooks GM-diskussionssider efter et tip fra anonyme kilder:

Cast:

* Fredorcia Alorinan, human noblewoman (9th, Sor9) 
* Savonarola, human holy man (10th, Mnk10) 
* Eldreon Azareth, elven warrior (10th, Fig4/Wiz6) 
* Rachum of Neese, human cleric of Istus (10th, Cle7/Fatespinner3) 
* Jugla Mether, human bowman (9th, Rog6/Fig2/Ran1) 
* Kakloban Lebenwolf, dwarven warrior (8th, Fig6/Stonelord2)


The session began with Mira the Succubus sneaking into Jugla's room. There, she meant to kill him and leave a note about the group not needing to go back to the CRM anymore.

To be on the safe side, Victor had been dispatched and after nearly riding a horse to death, he had met up with Mira earlier that night. So when Mira was preparing to enter the room, he was hanging, silently as a spider, outside the window.

Mira stopped and smoothed her blouse. She invoked a clairvoyance to see into Jugla's room and immediately spotted the cleric at the window. Well, if it was a fight they wanted, they would get one. She gave Victor a quick telepathic instruction and opened the door. 

Victor had managed to ease the window open without the fat priest hearing it. When the door opened, he slipped his dagger into the priest's back who let out a scream of surprise and pain. Unfortunately, Victor's position on the wall meant that he had missed the cleric's spine and the cleric managed to get off a spell. A green bolt flew from his outstretched hand and hit Mira squarely in the head. From her forehead, a green nimbus surrounded her and judging by her scream, Victor gathered that she would no longer be able to whisk away the way she used to.

Victor swung into the room and engaged an ugly human (Jugla) who'd hidden in a dark corner of the room. Fortunately, the rogue's scimitar missed, giving Victor the opportunity to make a quick feint and swipe his dagger across the rogue's abdomen. Just then, Victor lost control of his muscles.

Rachum smiled. The Goddess favours those who choose the fate She's given them, he thought as he saw the half-elven assassin go rigid. He had even tipped the scales of fate a little in the assassin's favour, but he still succumbed to a simple hold. Mira the serving girl had fled though. Seems she'd heard of dimensional anchor before. The rest of the group had run after her, with the exception of Jugla who'd swung himself out the window - what about his stomach? That swipe looked nasty - and Kakloban, who was given the task of stripping, tieing up and guarding their prisoner.

In the taproom, everything was chaos. Mira was screaming her head off about being enspelled by lunatics, sleepy inn personnel was peeking out, and the heavily armed and armoured posse of PCs were stomping down the stairs. Mira was grappled by Savonarola, but managed to break free just in time to get hammered by two volleys of magic missile from a hasted Fredorcia. In a desperate bid for freedom, Mira invoked a darkness spell and made it to the porch outside the inn. There, she'd be able to resume her own, true, glorious form, beat her wings, and escape this ridiculous situation. Suddenly a sharp pain erupted in her neck, she turned, tried to swallow, to speak, to...

Jugla lowered his bow. Vengeance rests with the swift, bitch, he thought. The innkeeper came running, just in time to see "Mira" turn into a beautiful naked woman - with bat wings?! The elf grabbed him, turned him around and said, "Mira. Where does she live?". The innkeeper pointed across the city and began a reply that was caught short by the sight of a reddish glow over the Riverside Warrens. Something was burning...

As one, the party began to run. Almost mid-stride, Rachum snapped the syllables of a benediction while slapping Jugla on the shoulder. A fine, glowing web spread down and across Jugla's stomach, reducing the slash to a thin cut. A couple of minutes, the party turned a corner and witnessed the controlled chaos that is fire-fighting. Rachum warded himself from fire and ran into the house, hoping to find Mira. As he ran in, he heard a woman wail, "My baby! Someone save my baby!" (Yes, I know. Cheesy. But it made the cleric feel good). After unceremoniously tossing the screaming child to her distraught mother (it was quite fun seeing the reactions of us parents to that bit of callousness), Rachum went back in, found Mira's room. And entered Hell.

He never told the others exactly what had happened to Mira, just that she was beyond rescue and raising - it would take a resurrection to get the poor kid back.

When they came back that morning, they began questioning the captured assassin. For a while, he led them on, but when they began asking him about the bead of force, he began slipping. (I messed up - he should just have told them that Mira had given it to him) During a break in the interrogation, he bit his tongue off and drowned.

The following days were lost in a criminal investigation led by a St. Cuthbert-worshiping Watch Detective whose distaste for Trithereon worshippers (such as Jugla) was fortunately only topped by an unflinching devotion to honesty.

The group was paranoid. They knew that Hedrack would be spying on them from time to time, and they knew that Hedrack knew everything he needed to about them. So to avoid him for a while, and to reduce the number of forces at their backs, the party decided for another foray into the Crater Ridge Mines. Their declared goal was the Temple of Air.

They arrived at Mt. Stalagos just as the first winter snowstorm hit the area. Cursing and shivering, they came to the western entrance, which had once been the site of their first entry into this accursed place. Signs saying "please use south gate" as well as several glyphs showed them that fortifications here were now of the more passive sort, and it was with a feeling of being on familiar territory that the group went south.

They didn't encounter anything until they met the umber hulks beyond the fungus forest. The 'hulks proved little more than a diversion, mostly because the wand of cure moderate wounds they'd lifted off the assassin proved most efficient.

After that, it was smooth going until they encountered a stone wall with a door, set in what had looked like natural caverns. They had just killed four trolls, and thought that they had entered Fire Temple territory. Ah, so close, and yet so far: They were at the North end of the Fire Bridge complex and were about to get an eyeful of D'Gran.

Slaazh heard them, of course, and a relay team of warriors were set up to secure communication with D'Gran and Tippesh, while Heunar and his fiendish dire lion went to boost the entrance defenses.

Long story short, Slaazh and Heunar got creamed. I won't even mention the kitten: Savonarola flurried it while hasted and his newly acquired +2 shock hand bands enabled him to inflict 60 points of damage on the poor thing in a round. 

Jugla sneaked ahead and spied a narrow hallway going off the main, wide hallway. He continued down the broad hallway and drew the rest of the group - except for Kakloban who was burning a troll and Eldreon, who was interrogating a surviving warrior into an ambush not unlike the one they had just survived - barely - in the Temple of Water.

The hell hound was OK: Jugla caught it flat-footed and nailed it with 3 +3 arrows (Gt. Magic Weapon) from his +1 holy mighty composite longbow.

The fire giant was a bit of a surprise, but the award for nastiest fire bridge surprise would be a tie between D'Gran who let go with a Blasphemy and Tippesh, who with 2 greater concussion inflicted a lot of damage on the group. The 8 archers in front of her were a minor nuisance in that respect.

This session's Famous Last Words came from Savonarola who went mano a mano with the fire giant with the words: "This is probably not a good idea". Most drastic reversal of fortune happened to Kraal who acted as bodyguard for Tippesh. He started off improved invisible and ended up blinded and visible thanks to Fredorcia's glitterdust.

We stopped the session with Savonarola dead - and able to gain a level, so unless he's True Ress'ed, he effectively loses 2 levels - and the rest of the gang sorta OK, but very low on spells. D'Gran's dead. They'll probably plane shift him to the Elemental Plane of Fire. Ouch.

I'm quite happy with this session. Our host had their 1-year old baby at her grandparents', so concentration levels were much higher than they have been for the last year and a half. I had no idea about which way the PCs would go and where they would enter, but I still managed to challenge them. And everyone enjoyed the mixture of roleplaying in Verbobonc and rollplaying in the mines. So I leave you with the sound of me patting myself on the back.

Pat, pat, pat, pat....

Efter dette frygtelige indslag går vi tilbage til vores regulære udsendelse:

Vi samler os sammen efter kampen og forsvinder i hastigt tempo. Vi når dog at se, at indsøen patruljeres af de beredne kæmpehveps-lignende væsner, og vi udspørger vores fanger uden at få noget at vide vi ikke allerde ved. Vi vælger at forsvinde gennem hovedindgangen, mens fangerne får lov til at klare sig selv.

Vi returnerer til Rastor, hvor der indentificeres, uddeles og handles. Derefter går turen til Verbobonc. En dags ridt derfra modtager vi en brev-falk, der medbringer en scroll med True Resurrection, samt følgende skrift:

Mine kære venner

Cornelius Arx har bedt mig forfatte disse ord, mens han forbereder sig på en lang rejse - en rejse, det er meget muligt, han ikke vil vende tilbage fra.

Det er nu tydeligt, at der er noget under opsejling. Og det er lige så tydeligt, at der er nogen - eller noget - der vil gøre alt for at forhindre, at vi finder ud af hvad. Før det er for sent. Vi - Trithereon- og Rao-kirken - havde kaldt byens bedste augurer i et synode for at komme til bunds i denne sag. Men som én blev de ramt af en dødelig sindssyge, en sygdom, der berøvede dem såvel ansigt som forstand og gjorde dem til rasende massemordere, der dræbte hinanden. De eneste spor var et vers, en af spåmændende kradsede på væggen i en af sine kollegers blod. Det var suloisisk og jeg gengiver det her:

Fyrster fanget for AnaKeri
Vil, når Herskeren skal sættes fri,
Løftes fra fire fængsler ud
Af én af fængslets skaberes blod

Obendar og Abis-ara-Tmat
Bandt dem hver i en mægtig skat.
Den Udvalgte vil gøre dem fri
Og bryde Skabelsens tyranni

Når daggry kommer uden skin
Drømmernes prøve vil kalde ind
Den forrådte rejses op igen
Og bliver fortabelsens sande ven

Når månerne er gravet ud
Den Udvalgte til krig går ud
Og Herskeren på tronen sat
Vil varsle Opslugelsens dybe nat

Vi er i færd med at prøve at finde ud af mere, men selvom der er mange præster her i byen, er der også mange behov på deres tid, og spådomskunst tager tid. 

Nuvel. Ypperstepræsten skal af sted. I en anden dimension er lyset ved at forsvinde, og hans tilstedeværelse er påkrævet. Trithereons alliance med et væsen ved navn Thor skal nu stå sin prøve ved noget, Arx har omtalt som Ragnarok.

Vi har skabt kontakt til ham med køllen og hans flok. I vil måske kunne købe jer til 3 true ressurrections til dér. Vi ved, at de vil sælge jer dem for 7.500 gp per spell. Hvis de forlanger mere, stå fast. Derudover kan vi ikke hjælpe mere. 

Gå med hast og med Hævnens venlvilje.

Cagliostro den Røde.

Rachum studerer det magiske pergament nøje, og udtaler derefter vældige kræfter over Savonarola's døde krop. Jeg kender kun alt for godt den fornemmelse han nu har da han slår øjnene op.

Selvom vores primære kontakter i Verbobonc således ikke er at træffe, råder Rachum gennem sit klarsyn os alligevel at tage til byen og få de pergamenter vi har mulighed for. Der anes gennem tarokkaernes tale - og vel også gennem skriftet ovenfor - at tingene er ved at stramme sammen, og at det snart er svært at undgå at gå mod Den Ydre Helligdom - med hvad deraf følger.

Session d. 23. marts, 2003

Mens vi er i Verbobonc går Azareth på jagt efter spells. Det bringer ham via den blinde Lendor-præstinde, Søster Mara, ud på en ekstraplanær tur, der involverer gudelige væsner og andre gerninger. Niveral S'kaa er det overjordiske væsen, der tilbyder ham viden ... men for hvilken pris?

Ellers bruger vi en del tid på at flyve og fare rundt mellem de forskellige tilbageværende vismænd i Verbobonc for at finde ud af hvem der er hvem og hvilken betydniing de forskellige navne i profetien ovenfor har. Vi kan efterhånden stykke følgende sammen.

AnaKeri var en gammel hersker fra vest, der blandt mange andre ting engang ville undertvinge sig en øgruppe. Hans første forsøg mislykkedes og han blev slået tilbage, især med magi. På AnaKeri's befaling skabte hofmagikeren Obendar og det overjordikse væsen Abis Ara Tmat fire mægtige ringe, hvori var fanget de mægtigste elementfyrster af ond disposition. Disse blev så brugt af AnaKeri til i anden omgang at besejre øgruppen.

Kort efter blev de vestlige riger udsat for store ødelæggelser, da hhv. det Bakluniske Imperium og det Suloisiske do. blev ramt af Den Hidkaldte Ødelæggelse og Regnen af Farveløs Ild. Alle flygtede til højre og venstre, og ringene forsvandt ud af historien.

Vi har undervejs nogen samtaler med Rao præsten ?, der før vi tager afsted igen kommunikerer med sine højere magter og finder ud af følgende:

Den forrådte - var en slægtning til Obendar

Den Forrådte er blevet den Udvalgte

Fængslerne - kun et - Ild - er fundet, men nr. to - Jord - er tæt på.

Fængslerne er fire ringe. Smaragd, Rubin, Diamant, Safir.

Men den viden i baghånden er vi vidner til en solformørkelse den sidste dag i Verbobonc ...

Vi sætter kurs mod Stalagos, nu opsatte på at gå mod midten. Vi tager vores sædvanlige rute ... og Azareth og jeg møder en fæl gigant, der hvor indgangen plejede at være! Den er mægtig, men ikke mægtig nok og da vi undersøger stedet sander vi, at nu er der grudigt lukket af her. Alle huller er nu fyldt med sten, der ser ud til at være magisk flyttet eller skabt.

Vi vælger derfor at flyve ind via Vandtemplets indgang. Her møder vi en gammel kending i det dæmoniske Vandelement. Denne gang håber vi at det's destruktion er permanent.

Vi søger gennem gangene mod baglandet ved vores gamle indgang. Vi tager lige tid til at undersøge nogen hidtil uudforskede gange, og finder et sted med en dør hvor der helt tydeligt lever en enklave af et eller andet. Jeg forsøger ihærdigt at komme til at snakke med en overordnet, men da jeg har været i gennem at tale med et tre-armet humanoidmonster og en goblin, kommer der til sidst en talende ulv(!), der mener at vi bedst finder vej videre ved at gå til Ild-broen område. Nu har jeg en rigtig god fornemmelse af denne ulv, så de ord skal vi nok tage vel udgangspunkt i! Vi vender snuden mod ildbroen.

På vejen dertil kommer vi forbi det gamle jord-tempel-område. Pludselig rejser der sig stenvægge på alle sider af os, gulvet bliver til mudder, og loftet ligeså, med det resultat at himlen nærmest falder ned om ørene på os. Azareth forsvinder under masserne, mens vi andre enten kan flyve under og væk eller er så heldige at være på tørt land. Stemmer buldrer i aflukket at vi skal give op. Det gør vi ikke og snart afslører to usynlige, kæmpelignende Jord-ånder sig og angriber os med magi og store krumsabler. Vi er noget på hælene, men vi _er_ blevet mægtige og da den ene ånd falder holder den anden inde og tilbyder os tre ønsker for sit liv. Dette tilbud tager vi imod på den betingelse at de omgivende stenvægge fjernes.

Vi ønsker at

1) Få lavet en hemmelig dør vi kan bruge til at komme ind og ud af komplekset med. Den bliver placeret lige nord vores gamle indgang.

2) Vi vil gerne vide mere om hvad der egentlig går for sig. Det bliver udtryk som en Legend Lore-spell, der siger os følgende:

Gennemboret af galskabens holder, holdes de fire undertvunget af en gammel mand på fem år.

En treenighed af sindssyge søger at genskabe det uskabte.

3) Vi ønsker at komme til at kende layout'et for den ydre helligdom. Ånden sætter afsted for at udføre dette ønske ... men kommer ikke tilbage ...

Vi er selv noget hærgede og mangler spells, og beslutter nu at forlade ringbjerget for at restituere os.

Om aftenen ved bålet sander Rachum at han nu begynder at magte nye ting ...

Session d. 13. april, 2003

Om natten sidder Fredorcia og Azareth på vagt. Pludselig flyver Helvedesløver uden varsel ind af huleåbningen til vores bivuak, og Azareth fanges ved døren med det blinde øje til. I løbet af få sekunder kastes hans livløse krop bort som en klud.

Fredorcia omkranses af stilhed samtidig med at utyskene efterstræber hende. Hun aner også at et par Øglemænd af Jordtempel-slagsen trænger ind hvorfor hun løber bagud i hulen indtil hun er ud af Stilheden og kan råbe på hjælp. Vi andre begynder at vågne op til den kritiske situation.

Et drabeligt slagsmål er nu i gang. Vi er meget hæmmede af at Rachum og Kakloban er ude af rustning. Savonarola og Fredorcia forsøger at komme op på det høje plateau bag i vores hule, men djævleløverne er rasende hurtige, og Savonarola kradses til små bidder. Fredorcia rammes af sindsmagi og glemmer i raseri sin kunnen. Hun sanser kun at slå løs på løverne med sin stav.

Rachum, Kakloban og jeg selv forsøger at slå tilbage. Kakloban og Rachum får aktiveret Displacement, hvilket i nogen grad vejer op for deres manglende rustning. Nu bølger det frem og tilbage. Fredorcia udfries af sin mentale kvide, men falder ... og genrejses af Rachums helende magier - dette sker flere gange, men hun når også at få nogen formularer afsted, hvilket hjælper os meget. Jeg selv forsøger bare at holde buen gående indtil jeg må i nærkamp, hvilket kommer hurtigt. Efterhånden falder et par af løverne, men også Kakloban må bide i græsset. Øglemændende fortsætter angrebets taktik med at gå efter Fredorcia, sammen med de resterende løver, men vi må sande, at i en sådan situation som denne er Rachums kræfter virkelig mægtige, og Fredorcia's sår heler så hurtigt som de kommer. Og hendes formularer begynder efterhånden at slide på modstanden. Rachum få tid til at genrejse Kakloban, og herefter vender lykken endeligt. Vi hakker de sidste modstandere ned.

Men hvilken pris! Azareth og Savonarola har mistet livet. Vi må sætte vor lid til at Rachum kan kontrollere de mægtige kræfter i vores Resurrections-scrolls.

Vi beslutter dog at flytte lejren først. Jeg sletter vore spor så godt jeg kan.

I den nye lejr genrejses begge de faldne. Vi har nu kun et livgivende scroll tilbage. Moralen er ikke god.

I morgengryet ser jeg som vagt et forunderligt syn. Et underligt skeletvæsen flyver afsted i nogen højde, mens noget usynligt ser ud til at færdes nær jorden. Noget andet usynligt har tydeligvis kontakt til skeletvæsnet, givet dets reaktioner i luften. Det smager meget af nogen der leder efter os, men det ser heldigvis ud til at jeg har gjort mit arbejde ordentligt - de finder ikke vej til vort midlertidige skjul.

Lidt senere ser vi et spøjst optrin. En Imp kommer hoppende og slæbende med et skrin hen i mod det sted vi befinder os. Vi råber den an, og den standser op, ser på os og giver et pergament til Rachum. Dette pergament lader Rachum gå rundt. Jeg ser at der står at brever er fra en hemmelig ven, der sender os en slags kort over den ydre helligdom, samt en kasse med magiske genstande til vores hjælp. Vi skal dog dræbe den lille budbringer. Det gør vi så. Dette mystificerer os selvfølgelig meget, men vi vælge a tro, for det kan alligevel ikke gå værre end galt - og er det ok, så har vi nu en lsags forbundsfælle, samt et lille overblik over den ydre helligdom.

Om morgenen bliver vi endvidere indviet i en mægtig ny kraft, som Rachum nu mestrer: Vind-Gang. Han forvandler nærmest hele gruppen til skyer, og vi lærer hvordan vi som sådanne kan flyve omkring med rasende fart. Kun lidt over en time senere er vi kommet til den mere sikre omgivelse er er Verbobonc.

Det åbner helt nye muligheder. Vi beslutter at verbobonc nu er basen, men at vi vælger en 4-5 kroer, hvor vi fra dag til dag tilfældigt bestemmer os til hvilken en vi vil bo på, for at minimere chancen for at falde i flere baghold og udsætte uskyldige for fare.

Vi bruger i øvrigt et par dage på at identificere Øglemændenes magiske genstande, sælge fra, komme os og købe i sær potions med Haste og Displacement. Der tæres _meget_ på finanserne.

Rachum får set lidt på den ydre helligdom udefra med Klarsyn. De flyvende hvepselignende tingester ser ud til at have til huse i sprækker i bjerget, mens rytterne bor i de lynskydende tårne.

Vindgang er vores nye modus operandus, og vi gør klar til den store invasion. Al magi kastes der kastes kan, og på fjerdedagen kaster vi os igen ud i vinden og farer med rasende fart mod Stalagosbjerget. Vi suser over ringbjerget og langs Jordbroen til dennes indgang. Her skaber vi en Master Key og åbner døren. Azareth kan se usynlige, og gør os opmærksomme på at den Jordånd, der aldrig kom tilbage, er her i rummet. Han er bakket op af et kæmpemæssigt, djævlebefængt jordelement. Den kan kaste rundt med os omtrent som det passer den, og det er et gudsgivent under at ingen af os udslettes af dens mægtige næver. Den formår dog at ødelægge Kakloban's Waraxe undervejs. Jordånden falder hurtigt.

Videre fremme er en trop af vagter på gang - de falder i en overraskelsesmanøvre, uden at nå at kny.

Lidt længere fremme finder vi nogen gemakker. De viser sig at være hjemsted for en af Hedrack's lejemordere, hvilket vi finder ud af, da en kårde spidder Savonarola's hals. Niddingen dør hurtigt for sin ugerning. Rachum må til lommerne efter den sidste livs-scroll.

Længere fremme kommer vi til endnu et gemak, forbi en lille hal med en søjle, der viser de fire element-figurer, som vi også har set i tunnlerne under The Moathouse. Da vi kigger ind her ser vi en ældre mand med rustning der lægger det skarpe øje på os, hvorefter han udtaler et ord ... og forsvinder. Vores kort fortæller, and Hedrack skal bo heromkring ...

Session d. 25. april, 2003

Vi debatterer kort hvad vi gør. Vi er tvivlrådige, men Rachums visdom slår som sædvanlig i gennem da han advokerer tilbagetrækning. Men ak, vores tvivlsind har givet de herboende niddinge tid til at handle. Vi hører at en styrke nærmer sig fra gangene mod syd. Jeg opdager at der ligeledes nærmer sig nogen fra nord. Vi stålsætter os mod voldsomheder.

Der dukker en pansret præst op fra nord. Han kaster magi, men uden nogen synlig effekt. Rachum udtaler værdiger besværgelser, og denne præst falder. Jeg skynder mig til for at afskære andre fra nord, men der er ikke andre her. Resten af gruppen gør front mod en præstinde og hendes garde af minotaure og bugbears. Det er ikke en styrke, der presser os voldsomt, men de bugbears kunne nu være trænet af Mester Salainan! Forunderligt at se så store væsner bevæge sig så effektivt og graciøst!?! Men det er måske ikke overraskende. Selv deres udiciplinerede brødre i vildnidsset har en særlig sans for det listige.

Da minotaurene og bugbear'sne er nedkæmpet viser præstinden, at hun er ganske effen, og hun forsvinder ud i det blå, som så mange af vores modstandere har haft for vane. Vi vender os derfor for at antaste den faldne præst, men Rachum samler os, alt i mens han pludselig rører på sig, og forkynder at vi skal møde vores hemmelige ven!

Præsten skynder sig hen til os og byder os følge sig. Han løber gennem en hemmelig dør, ind i en ubeboet hal. Her trykker han på diverse hemmelige paneler, og kundgør så, at nu er vi nogenlunde sikre. Stedet er egentlig en fælde, men i denne sikrede tilstand kan det være en base for os, i hvert fald for nu.

Vores ven præsenterer sig som Varachan, og han fortæller en historie om at være blevet vækket og trukket bort fra Tharizdun's favntag af hvad der kun kan være en godhedens guddommelige kraft. Han er egentlig Hedrack's næstkommanderende. Han har ydermere næsten mistet sine præstekræfter, men er besynderligt begyndt at udvise hekseevner.

Vi får en masse at vide om stedet og hvad der i øvrigt foregår:

Med hensyn til ringene og den profeti vi fik tidligere, så bekræftes det meste af Varachan, og et par nye detaljer tilføjes. Ringene kaldes Binderne, og huser ganske rigtigt de onde elementfyrster. Månerne er nogle quasi-elementære planer under det gamle tempel. Forkæmperen er en fyr ved navn Lareth, og han og en masse folk er taget til det gamle tempel for at udgrave og undersøge månerne, som også kaldes Nodes. Binder-ringene og deres beboere skal burges til at bistå Forkæmperen i et angreb på Tharizdun's fængsel - men ikke alle behøves måske. Dvs. at hvis vi gør livet for surt for processen, så kan det ende med at Forkæmperen går til biddet alligevel.

Varachan fortæller også om en anden mægtig forkæmper. Thrommel, den forsvundne Furyondiske prins, er her i Vampyrisk skikkelse. Desuden er der nogen fanger heromkring, der bevogtes af en mægtig sump-heks, som det nok ville være værd at befrie.

Vi hører også om oraklet, at han er en sindspisker der faktisk er ret ugleset, at han bor øst for Ildbroen i gemakker der mere end de synes, og at der på vejen derhen er et lokale der indeholder intethedens relikvie ... lad være med at gå derind!!!!!

Vi konspirerer med Varachan for at planlæge et baghold på Hedrack. Hedrack kommer mest fast i tempelrummet, og der vil han være lettest at angribe. dog er der en kuldemagi i okalet, som kun kan modstås hvis man bærer nogen særlige kapper. Disse vil Varachan søge at fremskaffe.

Vi taler et stykke tid endnu, men oplever så, hvordan Hedrack metalt kontakter Varachan, inklusive en afstraffelse for at være lidt uklar med hvor han opholder sig.  Varachan fortrækker for ikke at vække mistanke, og vi forbereder os.

Senere, da vi er godt oppe på formularkraft, bryder vi ud af vort skjul, imens Varachan afleder vagter og deslige. Han har desudne bragt os dragter, som vi skal bruge til at modstå en gudelig kulde, der hersker i templet.

Vi følger den planlagte vej, men må i gennem et slagsmål med noget der ligner en form for udøde, dog umådeligt friske. Jeg finder siden ud af at disse væsner er Golems. De bliver dog ikke den store hindring.

Vi trænger frem til templet. Hedrack og Nauqent synes at være til stede og i gang med ritualer. Jeg er flyvende, og bringer som det åbnende træk en sten med Silence 15' frem til de to præster i deres mørke cirkel. Dette er vigtigt, da vi ved at Hedrack kan flygte hvis han har adgang til denne cirkel og sin tentakel-stav.

Jeg lader stenen falde, og min arm begynder at finde pile frem, som en maskine. Naquent og Hedrack er først som forstenede, og et par af mine pile bider dybt, alt i mens en grøn magisk aura fæstes omkring Hedrak - et Dimensional Anchor, der nu effektivt forhindrer ham i at forsvinde.

Nu bølger kampen, men de er to mod seks, og selv om deres kræfter er mægtige, så er vores heller ikke uefne. Så småningom falder selv den legendariske Hedrack.

Selv i rusen fra denne sejr aner vi at der dog ikke er megen tid. Vi tager det med os vi kan, forsøger at gøre disse ugerningsmænd M/K så u-genrejselige som muligt, og forlader derefter hurtigt stedet. Dog, Fredorcia fanges et øjeblik ind af en sansniing fra en af statuerne i rummet, og hun fyldes af et raseri der plejer at have tilintetgøresler til følge, men det lykkes os at få hende med ud herfra.

Rachum beslutter, at Hedrack's gemakker må indeholde værdifulde oplysninger, så han træder derind. Vældige magier prøver at få bugt med ham, men han holder stand. Han finder hvad han søger, men gør også en uhyggelig og vederstyggelig ting. En ung kvinde står nøgen og bundet med foden i en kasse der tydeligvis gør det at stå til en ulig pine. Da hun befries synker hun sammen, og kassen afsløres at indeholde et spiger under hendes hæl. Vi tager hende, Denna, med os.

Vi forlader etablissementet for at omgruppere. Varachan bliver tilbage for at sørge for at tingene er så desorganiserede som muligt.

Hjemme undersøger vi det fundne. Her er i sær Hedrack's journal interessant. Han skriver:

Tessimon fra ildtemplet kom til den Ydre Helligdom i dag - blot for at opdage, at profetien ikke var om hende. Men på den anden side begærede hun magt og søgte at forføre mig for at opnå det. Jeg introducerede hende for Helvedesmaskinen. Nu vil hun have en dæmonisk håndlanger til enhver tid - hun fik den magt, hun ønskede. Og overraskende nok overlevede hun...

Zuggtmoy og Iuz skabte et helligt relikvie kaldet The Ord of Golden Death for at skabe the Elemental Nodes dybt nede i Elementernes Tempel. Jeg ved nu, at de fik deres viden til at skabe the Orb fra Dommedrømmernes agenter. Selvom the Orb of Golden Death blev ødelagt (hvilket fik tunnellerne under Elementernes Tempel til at styrte sammen og forseglede the Nodes) har Den Mørke Herres kult et relikvie, som the Orb of Golden Death blot var en svag kopi af. De kalder det The Orb of Oblivion.

De har nu taget the Orb of Oblivion til Elementernes Tempel for at genvinde the Nodes! Gad vide om de finder mine gamle kvarterer... Det lader til, at the Orb er bindeledet mellem the Nodes og fire suloisiske ringe kaldet the Binders. Den Første indbød mig til en ofring for at fejre, at Ildbinderen er fundet. Så selvom vi mangler at finde Forkæmperen er udgravningen af Elementernes Tempel begyndt.

Forbandet! Svæklingen Falrinth og hans halvorkiske hore, Smigmal Redhand er stadig i live! Jeg troede lykkeligt, at de blev knust, da Elementernes Tempel faldt. Nu hjælper de Dommedrømmerne med udgravningen. De kender åbenbart en hemmelig vej direkte til det 3. niveau. Må Opslugelsen ramme dem! Jeg er sikker på, at de vil forråde Dommedrømmerne og på en eller anden måde kaste vores planer i grus. Hvis min visdom ikke var blevet overhørt, ville Falrinths hoved nu pryde hylden ved mit badekar.

Som et lyspunkt blev the Rod of Force og the Rings of Force betroet mig i dag. Jeg har bragt dem til den Sorte Cyste, hvor de venter på Den Elementære Ondskabs Forkæmper. De er et passende symbol på den Mørke Herres accept af Hans Forkæmper og på Forkæmperens status.

Der er indtrængere i minerne. De har allerede knust templerne for Jord og Ild. Ved et lykketræf har de ikke knust altrene, så sjæleenergien er intakt. Hvis de bliver ved, må jeg tage affære, men indtil da kan det vel holde resten på tæerne. Gad vide, om det var de samme som gjorde det af med den nar til Elgoth og Naquents lille spytslikker Dunrat?

Jeg tror nu, at Den Elementære Ondskabs Forkæmper er Lareth den Smukke. Og just i går bekræftede Satau (vores Ilithide-orakel), at jeg efter al sandsynlighed har ret. Bevæbnet med de oplysninger brugte jeg min tentakelstav i Stortemplet til at komme direkte ind i Spiret og i audiens med Den Første. Jeg fortalte om min overbevisning og om Sataus bekræftelse. Han har tilladt at jeg drager af sted til Nulb med en håndfuld Spider Eater Riders og har lovet, at hvis jeg har ret, vil jeg stå blandt Dommedrømmerne, når Tharizdun igen er fri.

Jeg er så spændt, at jeg næsten ikke kan skrive. Det var Lareth! Det var Lareth! Han drager af sted til Elementernes Tempel i nat. Så betyder det intet, at Victor og Mira fejlede i Verbobonc. Ukemil fortæller, at minerne ligger i ruiner. Vandtemplet er også faldet. Lige meget. Så længe de tåber farer rundt derude, er vores sag ikke i fare. Men måske skulle jeg sende Ukemil af sted. Hans løver er rastløse og hans nye protege irriterer mig.

Ukemil fejlede. Denne gruppe er ret foruroligende. Heldigvis er Forkæmperen på plads, så hvis Alt-Opslugelsens Tempel endelig skulle falde, vil de andre Bindere kunne finde Elementernes Tempel. Og hvis det går helt galt, har Satau sagt, at bare én af de Frigivne kan være nok. Men det er en chance, vi forhåbentlig ikke behøver at tage. Bare Lareth ved, at han kun skal gøre forsøget i yderste nød.

Selv har jeg forberedt Tourbillionen i Den Indre Helligdom. Med Tentakelstaven vil jeg altid kunne komme fra Det Store Tempel og til Spigret og derfra til Hommlett (og hvis dét bliver nødvendigt vil min eneste fortrydelse være, at Y'Dey vil lide så kort tid for den uret hun begik mod mig). 

Nu er det bare at vente. Gruppen - bueskytten Jugla, troldkvinden Fredorcia, munken Savonarolla, elveren Azareth, præsten Rachum og dværgen Kakloban - vil komme herind, og de vil dø. De vil komme ind ad Jord- eller Ilddøren, tror jeg. Vanddøren vil være dem for bøvlet. Ikke desto minde tror jeg, at Choranth skal have en ring. Så vil jeg vide det, hvis de kommer ad søvejen.

Hvad er det i øvrigt for et krybende vrag, der har taget bolig ved Jorddøren?

Vældige sager. Hvilken retning er nu bedst?

Session d. 15. juni, 2003

Omgrupperingen foregår i Greyhawk, og vi bruger en tid på items og såen. Vi er i daglig Sending-kontakt med Varachan, indtil dagen før v tager afsted igen - da forstummer hans stemme.

Vi vindvandrer til komplekset og aktiverer som vi plejer jorddøren.

Indenfor møder os et syn, der helt klart er designet til at tage modet fra os. På en krydslagt trækonstruktion i loftet hænger Varachans sønderlemmede lig. Yyysh! Men vi har mægtige magier omkring os, og Rachum råber vagt i gevær! Kroppen er ikke død men Udød. Varachans øjne springer med et op og hvæsende viser han en mund med sylespidse hjørnetænder. Han stiger ned mens vi sværmer ind og en konfus kamp går i gang.

Azareth sanser et usynligt væsen der hagler ond mystik ned over os, og selvom Varachans lig gøres til en gassky meget hurtigt, så tager det lang tid at få afsløret det monster som er sammen med ham, og da støvet endlig lægger sig er Savonarola gået heden! Vi tager endnu et skrigende tilbagetog til Greyhawk.

Her er vi så heldige at få hjælp fra byvagtens kommandant, ypperstepræstinden Derider Fanshen. Hun forsyner os med en stav der kan Truly Resurrect'e 5 gange. Savonarola bringes tilbage.

Vi beslutter at forsætte angrebet af en anden rute - ilddøren. Det går forholdsvis nemt - vi sværmer ind og overmander den store, røde drage der er i indgangsportalen.

Vi vandrer videre mod øst for at finde illithide-oraklet. Vi kommer gennem gange og korridorer til en dør, hvor man nærmest skal overvinde den med mental kraft ... og da vi gør det udløses et baghold.

Vi har hørt at der bor en gruppe sortelvere nord for ild-indgangen. De har tydeligvis opfattet vores indtrængen, for nu falder de os i ryggen. Azareth sander for anden gang at det er skidt at blive overrasket, og rives i småstumper af den magi der sendes mod os. En ildelugtende sky omkranser os og flere falder hostende og hakkende om.

Vi bliver delt over - Fredorcia og jeg  inde i det rum vi var ved at åbne, og resten i hjælpeløshed eller kamp med mørkelverne. Fredorcia har det meget skidt. Netop i dette øjeblik dukker illithiden op, og før jeg får set mig om har han magisk bortført Fredorcia! Det er meget skidt! Jeg skriger på de andre og stormer ned i det hul hvorfra han kom. Jeg kommer ned i en mystisk hal, hvor jeg leder efter skjulte rum, men jeg bliver samtidig ramt af de frygteligste syner, og gennem det hele er det pludselig som om jeg svagt kan høre Fredocia der kæmper for sit liv. De andre kommer strømmende til, dækket i mørkelverblod, og vi sanser en hemmelig dør, som v kaster al vor kraft imod, samtidig med at vi hører et frygteligt skrig fra Fredorcia. Døren bryder ned, og vi ser Illithiden slupre det sidste af Fredorcia's hjerne ned. Han forvandles på få øjeblikke til en blødende, blævrende kødklump i det nærmeste hjørne, courtesy vores samlede raseri's vilje udtrykt gennem vore våben og næver.

Jeg forstår at to elvere undslap, og vi retirerer igen til Greyhawk. Staven har nu kun 2 gange TrueRes tilbage.

Session d. 6. juli, 2003

[ Tillykke med fødselsdagen, Katine :-D ]

Vi gør situationen op. Vi har fire punkter tilbage at se på i den ydre helligdom - Luft og vandindgangene, Thommels sted og Heksen med fangerne

Thrommel var jo arvtager til Furyondy's trone, og var trolovet til en Velunesisk prinsesse, Jolene. Nu vi har muligheden for at komme meget hurtigt omkring beslutter vi at besøge hende. Besøget i Chendl står som i en tåge for mig, en stank af adel, ordentlighed og normativitet som jeg har lyst til at fortrænge så langt bort som overhovedet muligt, hurtigst muligt. Summa sumarum på besøget bliver dog at Jolene tager med os for at se hvad der kan gøres ved Thrommel.

OK - we're baaack. Vi trænger ind gennem jordindgangen - og er straks opdagede af en uformelig udød der løber gennem vægge og såen. Vi trænger op mod Hedrack´s gamle gemakker, og fanges her i en sandwich mellem Varachan og den heks vi har hørt om og hendes undergivne. Vi synes at være - og jeg er i hvert fald - i vores es, og en gang høvl, tæsk og børnehjem senere er heksen død, et Specter opløst, en flok Ogres hakkebøf, nogle underlige lyn-fugle med fire vinger har fået stækket fjerene og Varachan driver lige så stille af igen. Rachum var blevet lige vel krammet af den udøde, men de skader klarer han selv.

Vi trænger uimodståeligt videre, og vælter dør efter dør. Pludselig står vi overfor en mægtig ridder! Thrommel! Ene mand har folk sjældendt de store chancer mod os når vi er juletræsklædt i magi, og Thrommel er ingen undtagelse. Azareths sværd træffer ham, og i det han forvandles til gas mødes hans øjne med Jolenes. Sjældent har man set så megen smerte rummet i et enkelt blik.

Thrommel forsvinder ned i gulvet, men vi graver ham ud. Udmattet og slagen er han hjælpeløs i vore hænder, og Jolene selv fører den hånd der planter en stage dybt i hans hjerte. Derefter bærer vi ham til udgangen hvor soles stråler over deres renselse på hans inficerede krop. Jolene takker for vores indsats, giver os et symbol der kan indløses til ridderskab i Veluna, samler Thrommles støv sammen og aktiverer en mægtig magi så hun vender hjem.

Vi fornemmer at den ydre helligdom nu i store træk er overvundet. Vi laver et sweep, hvor vi gennemgår rum efter rum. Vi møder kun sporadisk modstand fra enlige væsner. Dog møder vi de Magmin, der passer på vulkanen - måske vi kan lave noget destabiliserende her senere. Varachan finder vi også i hjælpeløs tilstand, og han bliver båret ud i solens frelsende lys - passende for en der var blevet vendt til Pelor.

Vi møder dog også det sted som heksen skulle siges at bevogte - fængslet. I det befinder der sig jeg ved ikke hvad af misfostrede eksperimenter fra den helvedesmaskine som også står her omkring. Her er fabrikken til de mange helvedesvæsner vi har mødt på dette bjerg.

Til sidst tilbagestår kun området omkring vand-indgangen ...

Session d. 17. august, 2003

Vi overnatter for første gang i Den Ydre Helligdom, og er dagen efter klar til kamp. Vi forbereder os i området foran vand-indgangen, men støjer tilsyneladende for meget. Døren ind til det område knuses med et af en mægtigt vandvæsen, der i hurtigt tempo får fat i Savonarola. Derefter laden den sig synke ned i den vandgrav den kom fra - hvor Savonarola selvfølgelig er nødt til at følge med. Vi stimler sammen ved kanten for at se vhad vi kan gøre. Rachum giver os evnen til at trække vejret under vandet, og snart ligger alle i bølgen og snitter på forskellig vis i misfosteret. Det forsøger til sidst at flygte, stadig med en klo i Savonarla, men den bliver til sidst nedlagt af magiske missiler fra Fredorcia.

Vi vender nu tilbage til fængslet hvor vi befrier hvad der viser sig at være en række agenter fra fremmede og/eller ekstraplanære kræfter: Ud over en trold som vi vender vrangen ud på befrier vi:

• REUXNOUX! UDSENDING FRA DRAMAIN, TROFAST VASAL TIL ZAAMAN RUL, FLAMMERNES HERRE! Reuxnoux er udsendt fra the Elemental Plane of Fire, hvor de er lidt bekymrede for rygter der siger, at Imix ikke er så ude af spillet som han har været.
• Vister, en elver paladin for Corellon Larethian. Hilste Jugla med "Strength and Disorder"
• Maluccus, en lamassu, der var blevet sendt af Lysets Magter for at finde ud af, hvad der skete ved Stalagos bjerget.Nogen havde åbenbart hørt noget fra nogen tjenere på jorden, der havde fået et tip fra nogen eventyrere...
• Athemal, en halfling med en håndfuld problemer... (dæmonarm)

Vi taler frem og tilbage med denne flok, men det viser sig at det er Reuxnoux, der kan hjælpe os mest. Vi laver simpelt hen en deal med ham om at han og andre ildvæsner vil destabilisere denne vulkan, og dermed få den indre og den ydre helligdom til at styrte i grus og smelte. Vi giver hånd, og 48 timer senere forventer vi et brag.

Vi sætter nu kurs mod Rastor for at advare dem om det forestående udbrud. Det er en overhængende fare for, at også kraterringhulerne går med i købet, og at det hele nok bliver lidt voldsomt. Vi diskuterer metoden, men vælger at kontakte Rerrid Hammersong. Han ser tydeligvis muligheder i det vi har fundet frem til, men lige pludselig bliver det hele dværge-business. Kun Kakloban bliver inviteret indenfor.

Næste morgen kommer han til alles overraskelse meget træt og smider en bunke magikerscrolls på bordet. Det viser sig at han og Rerrid har været på en lille ekspedition for at redde de værdier der lå og flød i dragehulen ved ild-indgangen, et projekt vi andre havde udtrykt en enthusiasme for, der var til at overskue. De havde så fundet flere hemmeligheder på stedet, hvilke førte til at vi nu er i besiddelse af disse ganske magtfulde scrolls. De overgives til Fredorcia, der har mest forstand på den slags.

Vi har snakket en del frem og tilbage om at undersøge hvor travlt vi egentlig har. Der er nogen, der gerne vil bruge noget tid på at binde magi i genstande, og det vil tage lang tid - en måned, måske. Rachum har slået sig lidt i tøjret, men til sidst lader han sig overtale til at søge gudelig inspiration. Han går i en trance, hvor spørgsmål formuleres i hans sind, og svar kommer tilbage til ham ad esoriens veje:

1. Følger jeg den rette vej, når jeg søger at tage skæbnen i min egen hånd? [CENSORED]

2. Hvis jeg dør i kamp, er det da din vilje at jeg skal forblive død? [SECRET - YEO]

3. Har vore fjender en eller flere spioner i Rastor? Nej.

4. Mistænker eller ved vore fjender i The Temple Of Elemental Evil at vi har planer om at standse deres forehavende? Ja.

5. Vil flere af the Nodes blive åbnet i de kommende 32 dage? Nej.

6. Vil vore chancer for at bekæmpe modstanderne i det gamle tempel blive større, hvis vi bruger 32 dage til at forberede os? Uvist.

7. Er der mere end én af the Nodes der er blevet åbnet allerede? Nej.

8. Vil vi kunne finde fremtil vore fjender i det gamle tempet ved hjælp af et Find the Path? Ja

9. Vil vulkanen eksplodere indenfor de næste 48 timer? Nej.

10. Vil der være nogen af væsnerne i den indre helligdom der dør i løbet af de næste 48 timer? Ja

11. Hovedparten? Ja.

12. Vil indbyggerne i Rastor dø, hvis vi ikke evakuerer dem? Nej.

13. Er der nogen af medlemmerne i min gruppe der er ramt af en forbandelse? Ja.

14. Er det en genstand på Jugla, Azareth eller Fredorcia? Ja.

15. På Jugla? Nej

16. På Azareth. Ja.

Og hvad gør man så ... ? (Online-debatten kan begynde)

Session d. 7. september, 2003

Vi ender med at blive enige om, at det vil være en god idé at bruge en måneds tid på at få udviklet magien på flere af vore genstande, især fordi Rachum nu er så mægtig, at han kan skabe en magisk forbudszone for vore fjender. Vi finder et hus i Alkymistens gade i Greyhawk, hvor en præstemagiker ved navn Quintillian har en 2.sal til rådighed for netop sådan noget - og han har ikke noget imod at arve et magisk sikret rum fra os.

Vi - eller det vil sige Azareth og Rachum - kaster sig ud i Alkymiske gerninger, mens jeg sender Hævner til en alkymist i byen for at styrke dets magiske slagkraft.

Efter 10 dages arbejde opstår en krise. Noget forsøger helt tydeligt at gennemtrænge vores beskyttelseszone, men fejler, som vi havde regnet med. Til gengæld begynder det at gå hårdt ud over huset længere nede, kna vi høre. Da vi ved at Azareth og Rachum ikke må forstyrres eller bruge kræfter, haster resten af os nedenunder, og finder der et stærkt dæmonisk væsen, der er begyndt at rive huset ned i arrigskab eller noget. Den er dog alene, hvilket hurtigt betyder dens endeligt, omend Kakloban synes en kende utilfreds med den tid han måtte tilbringe i en kraftkugle, som han fik i hovedet.undervejs. Efter dette tydelige attentat er vi ekstra vagtsomme resten af tiden.

Rachum bliver først færdig med sin frembringelse: Han fremviser stolt en ring, som han har lavet med Quintillians assistance, der kan gøre ham usynlig når han har behov for det. Jeg har også fået Hævner tilbage, og aldrig har han så præcist søgt sit mål, lige som at han søger med større kraft.

Det vigtige er dog, at vi nu via Sending hører nyt fra Stalagos. Det er blevet som spådommen sagde: Kun den indre og den ydre helligdom er faldet i grus, og dværgene er begyndt at generobre kraterringen. Alt synes vel der.

Nogle dage senere er også Azareth og en elvisk præstelig assistent blevet færdige med at arbejde på Arnmus. Arnmus gløder nu også til tider med den indre, hellige glød, der også kommer fra Befrier, og en af Kakloban's økser. Det godes sag er nu i sandhed sat ind i kampen mod denne fæle Tharizdun-kult!

Vi er nu klar til at fortsætte vor færd. Vi forbereder os med megen magi, og Rachum udøver den mægtige vindmagi og vejfindingsmagi, som Gudinden har lovet skal bringe os til vore modstandere.

Vi svæver i rasende fart gennem luften, men da vi nærmer os området omkring Sobanwytch kan vi se, at der over regionen foran os, mod templet og mod Nulb og Hommlet, ligger en dis af hvad der viser sig at være røg, der ser ud til at stamme fra flere brande i området. Røgen har flere ubehagelige kvaliteter, en fedtet fornemmelse og en metallisk smag, der markerer den som noget særligt.

Vi beslutter at gøre et stop i Hommlet, ikke mindst da vi ser at flere huse i byen ser ud til at være brændt ned. Vi besøger Y'dey, der fortæller os, at Ilden heromkring er blevet farlig. Den har flakket lilla, og har antændt de brande vi har set. Vi er ikke i tvivl om at dette betyder at Imix, Evil Lord of Fire, er på banen for alvor.

Dette bekræfter dog bare at det er på tide at fortsætte kampen, og vi flyver videre mod templet. Vejfindermagien fører os til en lille hytte med en udtørret brønd, som vi besøgte allerede ved vores første ophold i området, og vi går gennem de gammelkendte gange, ned i dybet mod de lavere niveauer af det genåbnede tempel. På et tidspunkt kommer vi umiskendeligt til et område hvor der er foretaget udgravninger siden vi var her sidst. Dermed har vejfindermagien gjort sit arbejde.

Vi bevæger os gennem gange og rum. Vi kommer først til en vagtstation med mægtige Ogres som vi baldrer hovederne ned i maven på. Længere fremme støder vi på en gigant, som er svær at nedlægge, og hvis flugt i første omgang afstedkommer et rullende slag gennem mange rum og gange, hvor vi efterhånden nedkæmper både en større flok giganter samt endnu en trop af Ogres. Giganterne viser sig at være ledet at en dæmoni-inficeret gigant, og hans fald har den overraskende effekt, at de resterende overgiver sig. Mod et løfte om at de kan beholde deres liv fortæller de, at de har fungeret som minearbejdere og har været med til at rydde mange af områderne her. De fortæller også, at stort set alle de mægtige Tharizdun-forkæmpere vi har hørt om er her i minerne, Den Første, Den Anden, Forkæmperen, Imix (ja, de har set ham!) osv. Vi hører også om en Beholder, der ligeledes har støttet udgravningsarbejdet.

Her vælger vi i øvrigt at trække os tilbage, for at fortsætte slaget om et par dage ...

Session d. 28. september, 2003.

Vi Windwalker til Dyvers og indlogerer os på et gæstgiveri. Vi må konstatere at nogen er på dupperne heromkring, for ganske få timer senere banker det på døren. Vi overraskes gevaldigt ved at finde ud af at det er repræsentanter for den øverste Istus-konklave, der som vi måske husker har til huse her i byen.

De beder Rachum følge med og deltage i et stort møde. De garanterer hans sikkerhed med det seneste besøgs hændelser in mente.

Ved selve mødet blive Rachum i alt væsentligt anerkendt og renset af kirken. Han bliver endda givet i opdrag på sigt at rejse til Furyondy for at etablere en stærkere kirke der. Det manglede sgu også bare!

Nå, men vi er på på en mission for gud(erne), så overmorgendagens morgen materialiserer vi os igen i tempel-komplekset. Ved nærmere eftertanke skulle vi måske have ladet være med den meget grumsede Tarokka vi startede dagen med ...

Vi kommer til indgangen til det kompleks hvor vi sidst kæmpede med giganter. Modsat denne indgang går en lang gang andetsteds hen i komplekset. Jeg er den første på stedet, og kan konstatere at der står en enkelt person i en vældig pladerustning med horn og alting nede af gangen. Jeg tænker, at enlige mostandere må have en chance til at overgive sig og bidrage med information, så jeg træder frem med buen og råber ham an med krav om overgivelse. Det næste der sker er at han opløser min jordiske væren og afslutter mit usle liv som om han slog distræt ud efter en flue ...

Og det blev ligesom historien for den dag. Jeg bliver vakt til live igen blot for igen at lade livet sammen med Fredorcia og Azareth da umennesket udløser uanede mængder af ild og uhellighed omkring os. Hverken Kakloban eller Savonarola kan nå frem til modstanderen pga. et eller andet kraftfelt. Jeg vender igen tilbage til livet med hjælp fra den sidste kraft i vores Rod of Life, og det går efterhånden op for mig hvorfor det er så vigtigt at jeg er der - det er stort set kun mine pile, der kan bide på vor modstander.

Rachum har dog også midler, og har får en mægtig Dispel ind på vor modstander. Den udslukker bl.a. en magi der har holdt mig synlig trods Fredorcia's anstrengelser. Nu hvor jeg er usynlig kan jeg hagle straf ned over vor modstander. Savonarola har også fundet daggerter frem, bl.a. på Azareths lig, og kaster dem, mens Kakloban får sig placeret så niddingen ikke kan slippe bort uden at bryde den magi der freder ham for Kaklobans og Savonarolas bedste våben. Han begynder at tage megen skade.

Men så forsvinder han! Alle kujoners endelige taktik! Men det giver mig da mulighed for igen at komme i mit udstyr (som ligger der hvor jeg i første omgang blev opløst ... ved siden af mit forkullede lig ... this is too weird ... ), og får at vi kan samle Fredorcia og Azareth op og komme væk.

Men ak! Denne nidding er ikke den kujon vi har taget ham for. Vor flugtvej blokeres af et kæmpe slangeagtigt ildmonster ... der dog hurtigt atomiseres, da det ikke har beskyttelse mod Kakloban og Savonarola. Lidt længere fremme af flugtvejen er så vor modstander placeret, og han skaber endnu en beskyttelseszone, der fjerner mine og Kakloban's muligheder for at skade ham mere - kun Savonarola og Rachum kan nu gøre noget.

Rachum går i nærkamp, men rammes pludselig af en sort, Dødens magi ... og han udånder! Rachum! Savonarola er nu vort eneste håb, og han kan kun kaste dolke!

Endu en gang taler modstanderen mørkets ord, og Savonarola's sind formørkes. Det er i denne time at guderne er med os. Selv så hjælpeløs er Savonarola en stærk kæmpe, og hans organisme overlever den skade den påføres fra livsuddrivende magi ... en magi, som vor modsatnder dog har måtte ofre sin beskyttelse for at kunne udøve. Et skæbnesvangert sats! Der mislykkes. Savonarola's sind klares, og pludselig er der ingen tvivl - en svirren af hænder og ben senere ligger vor modstander udstrakt - overvundet. Men hvilken pris. Ikke mindre end fem - FEM - gange udåndede en af os i denne kamp ... mod én modstander. 3, Fredorcia, Azareth og Rachum, ligger stadig døde hen ...

Vi fortrækker til Greyhawk efter at have gjort hvad vi kunne for at vor modstander ikke skal kunne vende tilbage fre de døde, og opsøger Derider Fanshen. Efter lange forhandlinger og tællen på knapper får vi udvirket at et mindre Relikvie - The Hand of Gold -  bliver stillet til vores rådighed mod en seriøs sikkerhed stillet i penge og magi  (77.000 gp worth, red.), så den kan genskabes hvis den skulle gå tabt. Denne hellige genstand kan udvirke True Ressurection to gange om dagen i hænderne på en præst. Et par dage senere er vi ved håndens mellemkomst atter alle samlet i god behold.

Vi vender tilbage til komplekset. Igen søger vi gennem gange og rum. Vi sander at det ikke er muligt at være usynlige i næsten hele området. Et sted kommer jeg først ind i et rum og sanser at her her findes et svævende, kuglelignende væsen med mange øjne - Beholderen! Befrier synger dog en Hævnens sang, og dette utyske får ikke lejlighed til at bruge sine kræfter i mod os.

Længere fremme bryder vi ind i et lille rum-kompleks, hvor det lykkes os at tage to fanger, da vi overrasker dem svært. Den ene viser sig at være Smigmal Redhand, den halvorkiske lejemorder vi har hørt nævnt sammen med magikeren Falrith i Hedrack's journaler. Smigmal er sammen med en anden halvork, en af disse sindssyge præster, men begge overgiver sig heldigvis. Smigmal er pragmatisk, og ved en kombination af løfter om hendes frihed, samt magien fra min faders navn, får vi hende til at fortælle en hel del om stedet, og bl.a. udfærdige et groft kort over niveauet nedenunder.

Dernæst går vi videre ind i komplekset for at arrestere Falrith, men han er borte! Meget kaos opstår hurtigt, men snart ser vi ham stående i det rum, hvorfra gangen til de nedre regioner er. Jeg beklager overfor Smigmal at hendes makker ikke var vis nok til at beholde sit liv ...

Session d. 19. oktober 2003

Hele gruppen (minus Azareth, der passer på den bunde orc) kaster sig skrigende ned af gangen mod Falrinth. Savonarola når frem ... og konstaterer at det er en illusion! Han ser den rigtige Falrinth nede af en gang i et andet rum - vejen ned til det næste niveau.

Kakloban stormer forbi og opdager at også Falrinth kan det med beskyttende zoner - Kakloban kan kun bevæge sig extremt langsomt ned af gangen mod ham. Det får Fredorcia dog hurtigt lavet om på med en disp, og derefter er Falrinth hurtigt hakkemad, omend han prøvede at udslukke Fredorcia's liv med en eller anden dødsformular, og vores andres med en mega Cone of Cold (der dog ikke gjorde det store for Savonarola og Jugla ...) - gennem illusionen i øvrigt, der viste sig at være et Projected Image..

Kakloban og jeg går ned for at bjærge hans lig, men det viser sig at der er to tentakel-monstre, der først må nedkæmpes, i rummet hvor han faldt.

Da dette er overstået samles vi tilbage hoa Azareth, og kan konstatere at Smigmal er smuttet - men hun havde lovet at blande sig udenom i øvrigt, og vi har ikke set noget til hende og vi har ydermere hendes våben, såe ... fred med det. Kakloban henretter orc-præsten.

Da vi nu står overfor de nedre niveauer vælger vi at retirere og genoplade. Vi bruger 3-4 dage i Greyhawk, da der også skal handles lidt ind, identificeres o.l.

Fredorcia løber ind i en byge af inspiration, og kan nu pludselig alt muligt med at flytte sig i tid og rum (hvad Savonarola også er begyndt at mestre gennem meditation), frembringe tentakler og hidkalde vældige springende lynkiler. Selv kan jeg mærke at noget er forandret. Det er som at den seneste tids oplevelser har fokuseret mig, og jeg ser nogen ting og sammenhænge klarere. Mit sind har tidligere kunnet geråde noget i forvirring, men jeg føler at dette er ved at være et overstået kapitel. Måske det er hjælmen der forandrer mig?

Udhvilede og styrkede vender vi så tilbage til komplekset. Vi havde ved starten af denne dag vel ikke forestillet os at dette skulle blive vor skæbnedag, men som fortællinge vil vise, så var guderne denne dag så absolut på vores side.

Vi trænger ned på det nedre niveau. Først kommer vi til nogen rum hvor nogle af vore modstandere har deres gemakker. Vi kan dog høre, at der er en eller anden form for ritual under afvikling længere nede af en bred gang, men vil vælger at gå til værks her først. Vi skærmer for lyden med en SIlence, og ser så på området.

Stedet her er dog lige bevogtet af to vældige jernkonstrukter, men de er sært umodstandsdygtige, så frygtindgydende de ser ud, og er snart reduceret til forvredne jernbunker. Vi stormer videre gennem den del af komplekset, men finder det mest forladt, bortset fra en flok hobgoblin-slaver og deres ogre vagter, der alle lader livet hurtigt i en Fredorsisk ildkugle.

Vi beslutter hurtigt, at alle de vigtige må være samlet til ritual. Vi er stadig helt oppe på ressourcerne, og beslutter at angribe. Jeg sniger mig frem til et stort tempelrum længere fremme, og de andre følger efter. Vi slår til ved at Fredorcia benytter et erobret pergament til at udløse en Prismatic Spray på vore modstandere, der står som i en hestesko, hvor bunden er tre dommedrømmere og siderne to rækker af ogriske elitekrigere. Fredorcias formular sender en ogre til et hinsidiges plan, og slager en dommedrømmer med Vanvid (permanent Confusion, HA!), mens andre modstår frygtelige forstenings-effekter. Jeg tager fra skjul Ogres ud med pile i halse og hjerter. Kakloban og Savonarola kaster sig mod dommedrømmerne, der står på et alter, mens Fredorcia hamrer mægtige, springende Lynkiler og Rachum Hellig Ild på samme sted. Bag alteret er der dog et kraftigt tæppe, der viser sig at være levende! En masse tentakler rækker ud efter Savonarola, men han undviger behændigt.

Det er ikke dommedrømmernes dag. Selv da den Anden bliver inddraget ved at Savonarola går gennem det levende tæppe hjælper det dem ikke. Ogres, magikere og præster dør alle for vores Hellige våben - meget nemmere end vi havde turdet håbe. Den Anden fortrækker til et andet plan, og det levende bagtæppe skæres ned og ødelægges. Den anden møder vi aldrig igen.

Vi ser på hinanden. Vi er stort set uskadte. Fredorcia piver lidt om reduceret formular-kraft, men alt er relativt, især med den dame. Vi beslutter hurtigt, at vi har initiativet på den hårde måde, og vælger at gå mod Imix, og gøre det færdigt. Vi følger efter Smigmals anvisninger en gang ud af Templet  ned til et otte-kantet rum, hvor en transportcirkel bringer os gennem ulidelig varme til Ild-noden. Her ser jeg hurtigt spor, der fører os gennem en dør til en lang gang, hvorfra vi pludselig hører en vældig stemme tordne. Imix!

Vi haster videre, og potions kastes i halsen i et væk. Så når vi, rundt om et par hjørner, til et højt, aflangt rum. Her mødes vi af vel nok et af de mest skræmmende og frygtindgyende syn vi har set. For enden af rummet sidder, på en kæmpe glastrone hvori ilden flakker lystigt, en 17 meter høj, ibenholt-sort mand, med flammer flakkende fra overalt på kroppen. Vi sanser kun nødtørftigt Den Udvalgte og en (buebevæbnet) kvindelig dommedrømmer ved hans side.

Siderne støder sammen i et mægtigt brag. Savonarola er i starten uheldig og rammes af Imix' mægtige sværd, og han falder, dog heldigvis ikke fatalt. En kombination af tumlerier og Rachum's mellemkomst senere kan han igen tumle ind og tildele Imix hårde drøn, omend han selv bliver ramt af ild og sværdslag fra kæmpen, og til sidst må fortrække.

Fredorcia flyver til og udløser hvad der ser ud til at være 3 ødelæggende Is-storme mod guden, før også hun bliver hårdt truffet af hans gigantisk sværd, og derefter fornuftigt vælger at fortrække.

Imens har Rachum og jeg nedlagt kvinden og den magi hun omgav sig med, og Azareth og Kakloban har decimeret Lareth. Da Kakloban til sidst med et velrettet sving skiller Lareths hovede fra hans krop, skriger Imix i vrede, da hidkaldelsen af Tharizdun nu er umulig! Imix går vildt til angreb, men forblindes af sin egen vrede. Vore mægtige våben hamrer ind mens han slår kæmpe lufthuller med mægtig kraft, og igen er det til sidst Kakloban der hvirvler øksen omkring og lander det slag der får mægtige Imix til at falde.

Vi ser omkring på hinanden. Vi ser på vores på en gang ulmende og frostsprængte klæder, de forrevne ansigter og arme, de blå mærker. Det går op for os at det er ca. 5 minutter siden at vi entrede det nederste niveau af templet.

Vi sander, at vi i dette sekund har fuldført det vi satte os for. Tharizdun's komme er forhindret, og dommedrømmerne og Imix er overvundne. Vi har meget at gøre med at lede dette sted i gennem, men det synes lige nu mindre vigtigt.

Vi har sejret.

Vi har bragt denne historie til ende.

Sevenoakskampagnen - 11. Marts 2001 til 19. oktober 2003