Terrence Young er lige smuttet, og så sidder vi her - hos mr. Lao - og får os en lille kop te (ingen indtørrede hænder på hylderne - puha) mens vi snakker om vores videre færd og den træning der forestår.
Mr. Lao kan ikke sige noget konkret om hvordan vores videre vej vil gå, men at vi i hvertfald besidder de grundevner der er nødvendige - selv om de skulle være lidt upolerede.
Han fortalte desuden at han i al beskedenhed er en direkte efterkommer af de shaolinske munke, hvorpå han demonstrerer nogle af sine færdigheder, hvad der ikke så helt dårligt ud. Vi blev godt pakket sammen - det var nok en lidt uretfærdig kamp - kun tre imod én.
Ellers snakker Mr. Lao lidt om det vi kæmper imod, hvad vi kæmper for, og en del om en masse jeg ikke forstod så forfærdelig meget af, men Jackie og Joe sad da og nikkede en gang i mellem, så det kan være at de bagefter kan fylde de mange sorte huller ud. Der var ihvertfald noget med at vores modstander(e) var en "Entropi", hvordan sådan en nu ser ud - eller var den kendetegnet ved en entropisk tankegang, hhmmm, noget med fra orden til kaos, fortabelse af energi eller sådan noget lignende [sammenbruddet af den tidl. menneskelige orden].
Nu er det åbenbart blevet tid til meditations øvelser, måske ikke lige det jeg havde regnet med nu vi skulle i gang med træningen - bare sidde stille og kigge ud af vinduet - hvad var det for en fugl der fløj forbi - en måge?
Terrence kigger forbi og informerer os om, at der er sket ting der gør at planen skal køres op i hastighed, idet er er kræfter igang der betyder at der er en ny initiering igang.
Og selvfølgelig skal vi køre til det næste sted - og det er ikke nogen overraskelse at jeg bliver dårlig - nå men mr. Lao har lige metoden der åbenbart kan kurere dette, så han hiver mig ud af bilen og op på en plan flade og begynder at massere mine tær (godt jeg ikke er kilden), hvorefter jeg får det lidt bedre. Den resterende del af turen forløber meget bedre.
Endestationen er i Richmond området tæt på det sted hvor rapporteren blev slået ihjel, faktisk vil Mr. Lao ha' at vi skal ind i selvsamme varehus hvor de der kvinder var blevet slagtet - agghh.
Når men der er vel ikke andet for, så jeg sniger mig over til en af indgangsdørerne og sætter en sprængladning i tilfælde af, at vi får brug for at komme hurtigt ud. Efter at have placeret denne kigger jeg op, og om jeg ikke skuer en, to tre...20 par røde øjne der kigger på mig fra en gyde. Frem med Glocken og spørge bagefter. Bagefter ser vi at det var 10 store hunde som ville have en bid af mig. Nå ja, Jackie kom til at skyde Joe i ryggen, men det var et uheld!
Vi sniger os indenfor, Joe spotter en skikkelse der gemmer sig på afsatsen på catwalken. Lao og Joe tager stueniveau, mens jeg og Jackie vil op på catwalken. Da jeg kommer op ad trappen ser jeg en anden skikkelse der gemmer sig en 10 meter væk fra mig. Øjeblikket efter er vedkommende flyvende foran mig med højt løftet fod, og så husker jeg ikke mere.
Da jeg kommer til mig selv, ser jeg, at det er den vampyr vi tidligere havde bekæmpet i dette område som sparkede mig ned. Den som var blevet slået ihjel og som siden var forsvundet fra politets lighus.
Mr. Lao siger at det er en rigtig vampyr og at kan fortælle, at der er 2 måder at slå dem ihjel på: Den ene er at man skiller hovedet fra kroppen og brænder begge grundigt. Den anden er at bade væsnet i sollys. Dette er de 2 eneste måder man dræber dem på, en alm. stage igennem hjertet er ikke tilstrækkeligt til at dræbe en sådan skabning. Det vil kun holde vampyren i ave. Hvis stagen blev fjernet ville vampyren hurtigt få sine kræfter tilbage. Faktisk er den åbenbart ikke død nu.
Men tidspunktet for en ordentlig ligbrænding er ikke nu, og desuden vil Mr. Lao sørge for at vampyren vil blive distrueret på behørig vis.
Jeg stiller mig ind midt varehuset med de andre to, vi tager hinanden i hænderne og gentager 3 gange "vi søger initiering". Jeg er glad for, at der ikke er nogen udenforstående der ser dette her, det virker ikke spor naturligt, men på den anden side har vi lige mødt en vampyr som vi allerede har slået ihjel en gang.
Der sker intet!!!
En stemme lyder fra den ene side af rummet,
"hvad søger I", vi kigger alle hurtigt derover.
Et svagt måneagtigt skær oplyser området, og man kan ane en
siluet der står og betragter os.
"Hvem har bragt Jer..", men han kender ikke mr. Lao,
men reagere positivt på Terrence Young.
"Hvorledes ønsker I indsigt i åndeverden".. "har
i opsøgt denne verden tidligere", nej svarer vi i kor, "så
ved jeg hvortil I skal til - I søger Oukuss' labyrint".
Herefter løfter han den højre arm og fører den i en cirkel ud
til siden. En lysstribe åbner sig ved hans hånd der
transformerer sig til en slags ovalt spejl.
"Dette er indgangen til Oukuss' labyrint..."
Jeg lukker øjnene og træder igennem med de andre og føler nærmest jeg stivner og er i den tilstand nogle øjeblikke. Da jeg åbner øjnene igen, står jeg i en ørken med de andre 2. daaaa
Vi står i en slugt i et eller gudsforladt ørkenområde, guderne må vide hvor. Slugten fører ud til en dal, hvorigennem der går en 500 meter lang kløft. Jeg hiver febrilsk min GPS frem, den giver intet udslag, den ved ikke hvor vi er. Inden vi bevæger os ned imod kløften, lægger jeg en lille klud under en sten, så man kan finde denne specifikke slugt igen.
I bunden af kløften er der en eller anden form for kompliceret cirkelmønster, som ser mærkeligt ud. Cirkelmønsteret kunne fra denne afstand godt ligne en eller anden form for labyrint. Mens vi står og spekulere hvorledes vi kommer ned, lyder der et frygteligt skrig, selv vampyrens stemme var mere behagelig, nærmest ikke af den jord, måske er det netop nu at vi skal møde nogle af de lokale indbyggere på dette sted. Over kanten af bjerget kommer der et eller andet væsen frem i horisonten. Jeg kan ikke lige se hvad det er, men i betragtning at hvor langt væk det burde være, så er den meget meget stor. "Skal vi ikke kravle ned." var der en eller anden der hurtigt foreslog.
Jackie ser lidt mærkelig ud i blikket, men da jeg griber hende i armen, virker hun bare lige så skræmt som alle os andre. Vi kommer lidt nærmere, "aghh" og jeg falder om, det er ikke lige min dag, her er også bare så varmt - jeg vil hjem. Men Joe og Jackie virker dog rimeligt overbevisende og jeg får lyst til at kravle videre ned. Da vi er kommet lidt nærmere, ca. 1/3 del nede får Jackie et ildebefindende, men det ser ud til at gå over.
Vi kan nu se lidt mere af "labyrinten" og den er lavet af flade sten, som laver det mønster den danner. Måske var der noget om det mr. Lao nævnte omkring meditation, så jeg prøver at komme i tanke om de principper han fortalte om - wow det ser ud til at fungere, ihvertfald kommer vi uden de store problemmer helt net i bunden.
Samler en masse småsten op, så vi kan markere den vej vi har gået, så vi ikke kommer til at gå i ring. Samtidig tager vi vores jakker af, og binder dem sammen så vi ikke skal blive skilt ad - var der nogen der nævnte parnoid. Mantraet bliver fremsagt.
Kombinationen af mantra og markering af vores vej med småsten, virker ikke, så vi dropper planen, og nøjes med at sige mantraet. Vi følger stengangene mens vi fremsiger vores personlige mantra og tænker indad og tilfældigt vælger vores vej. Pludselig er det som om, at vi ikke går sammen længere, men det gør pudsigt nok ikke noget. Tilsidst fortaber omgivelserne sig og jeg mærker kun mig selv. Da jeg kigger op igen, er jeg inden i midten - alene - de andre er et eller andet sted i omkring mig. Jeg kan mærke at der er en eller anden bag ved mig, så jeg vender mig om og skuer en hvid oplyst menneskeskikkelse der står og betragter mig.
"hvem er du" spørger jeg "jeg er dit indre selv" siger den "hvorfor er du der" spørger jeg, "det er fordi du mangler noget", "hvad er det ", og så skifter den skikkelse til Esther Langkamp, (den sidste overlevende fra tv-stationen). Så siger den, at nu er det på tide at gå, og det gør jeg så. Der var gudskelov ikke noget pres eller problem med at komme tilbage, går blot hen over labyrinten. Der står de 2 andre, med det samme lidt perplekse blik i øjnene.
Joe og Jackie kan fortælle at de oplevede det samme, blot med den modifikation, at Joe's skikkelse bliver til mr. Lao, og Jackie's til Terrence Young's. Det giver også lidt mere mening, de 2 ved ihvertfald noget om hvad der foregår, mens Esther Langkamp blot var et offer i forbindelse med "Richmond" dræberen - eller var hun?
Tilbage til den virkelige verden - ikke noget problem, turen op ad kløften går let, og vi kan følge vores fodspor op til slugten. Da vi kommer ned ad den ser vi at der er et spejl, som vi går igennem. Endnu en normal dag på arbejde.
Da vi kommer ud til mr. Lao finder vi ud af, at der er gået kun 5 minutter - det kan jo bare ikke passe - men der sker jo mange mærkelig ting iaften, så hvorfor ikke. Om ikke andet siger mr. Lao at vi imorgen skal opsøge de personer vi har set, for at finde det vi mangler. Joe kører til Yugal og vi lægger os til at sove.
Da vi vågner om morgen må jeg lige knibe mig i armen et par gange, jo det gør ondt, og det gør hovedet egentlig også.
Nattens hændelse havde åbenbart været heftige, for vi var gået til sengs uden at have checket Joes sår eller min hovedpine, så vi får fat i nogle læger der kan se til os. Mens de ser til os, kommer Matthias og Trend også anstiende, og vil høre om hvorledes det går.
Trend har fået en besked fra Erica Hundsweil, om at vi skal overføres til anden tjeneste, og derfor skal give besked om hvornår vi har tid til at mødes med hende. Erica Hundsweil, World Wide Coordinator, og øverste chef for YGC. Hun er placeret på Yugals World Headquater som er i placeret i en anden del af Otawa, samme sted som Terrence Young sidder.
Matthias virker lidt perpleks da Trend genner alle ud af konference rummet så vi 3 kan få noget ro og snakke med hinanden.
Joe tager hen for at opsøge Mr. Lao, Jackie opsøger Terrence Young og jeg går hen for at finde Esther Langkamp.
Og hun var lige så forvirret som jeg over hvad jeg ville hende. De forklaringer jeg kunne komme med var ikke ligefrem fyldestgørende, idet jeg var usikker på hvor meget hende skulle have at vide. Om ikke andet så har Esther intet imod, at jeg kigger forbi en gang imellem, for på den måde at få afklaret hvad det er hun kan gøre for at jeg kan finde mig selv.
På et eller andet tidspunkt kommer vi ind på det netværk hun er en del af : Homo Sapiens. Dette er en samling mennesker der skriver om forskellige uretfærdigheder der foregår/ har foregået, og jeg begynder at studere dette nærmere, det kunne være der her var en ledetråd til hvad der skal ske. Der er bla. nogle tekster der nævner noget om nogle para-psykologiske tilfælde, og dette får et eller andet til at ringe, så det bliver studeret nærmere.
Begynder at deltage i nogle netværk omkring det paranormale. På et tidspunkt modtager jeg en email fra en anonym person der spørger om "jeg er en sand troende". Det kan være at dette er den person jeg skal finde, hvorfor jeg prøver med: "Jeg er en der håber endelig at kunne blive en sand troende, men som har behov for hjælp til at vise mig den rigtige vej - silver".
Samles hos mr. Lao i hvad der ser ud til at være vores nye mødelokale. Joe er lidt træt af hele tiden at få på tæven af mr. Lao, Jackie ved ikke rigtig hvad hun skal tro på eller hvad der forventes af hende. Men de ville begge to gerne med til Toronto for at fungere som backup for mig, i forbindelse med det møde jeg har aftalt med mr/mrs. X.
Joe får Jackie til at lede på nettet mht. hvilke skoler der eksisterer idag for Ninjaer, samt det historiske omkring dem. Det viser sig, at der er 2 skoler i Canada, og at "mesteren" for det nordamerikanske kontinent findes i Vancover.
Jackie begyner at undersøge lidt om den egyptisk religion og deres tro. Hun finder nogle opskrifter og prøver sig frem.
Vi tager ud i skoven, indvier et område til udførelsen af det ritual Jackie skal udføre, hvor hun vil finde ud af ejermanden til et lommetørklæde som José og jeg har fundet frem.
Det lykkedes dog ikke – lidt mere research og træning vil nok hjælpe.
Jackie tager op til Terrence for at få en lille snak med ham. Vi kommer senere derop og modtager alle tre en velsignelse til vores videre færd.
Personen der dukker op i lufthavnen viser sig at være en kvinde midt i tyverne ved navn Sarah. Vi følger alle med hende til universitetet hvor hun godt vil checke noget med os.
Hun er ansat på universitetet i Toronto, hvor hun har med psykologi at gøre. Hun præsenterer os for en Dinno Palmires, der er hendes hjælper (viser sig senere at være kinitiker).
Derefter går vi igennem en hel masse øvelser hvor vi prøver at finde ud af, om der er nogen af os 3 der besidder visse evner. Imens vi udfører disse test, mindes vi, at tilsammen har vi faktisk prøvet de fleste af disse her tests i forbindelse med vores skoletid.
Det viser sig, at hverken Joe eller Jackie besidder nogle nævneværdige evner inden for dette psiniske område. Undertegnede derimod har åbenbart visse mikroskopiske muligheder inden for det elektriske område. Efter at disse er blevet konstateret, fortæller og demonstrerer Sarah og Dinno overbevisnende at de er henholdsvis telepat og kinitiker.
Sarah ringer efter Karel, europærer, der skulle komme fra østeuropa, som skulle kunne noget med magnetfelter, og som vil være interesseret i det område som jeg åbenbart har vist nogle evner inden for.
Sarah nævner at de er den del af "De virtuelle Kyndiges" netværk. Det skulle være en samling mennesker der har forskellige evner af forskellig art omkring det psiniske. Der er noget der hedder "Spellover", hvilket nogle af de gamle støvere ligger og tygger i. Det viser åbenbart, at der der er noget derud som er farligt. Det er specielt nogle af de astralle gutter i de virtuelle kyndiges netværk, som har været udsat for noget slemt.
De nærmeste astrale psinikere holder til i Montreal. Ifølge Sarah, ved de ikke hvad det er som ligger derude, så langt er de ikke kommet - endnu.
Aftalen bliver, at jeg bliver et stykke tid i Toronto for at træne med Karel.
José og Jackie tager til Vancover for at undersøge nærmere med den skole der ligger der. José får en aftale med Sensi Kuogawa som vil fortælle José lidt nærmere omkring deres dojo.
Tilbage i Ottawa, prøver Jackie stadig at finde ud det rigtige navn for ejeren af lommetørklædet. Efter adskillige forsøg lykkedes det tilsidst - det var Joes. I forbindelse hermed fik hun hans sande jeg at se, dvs. at hun vil kunne udøve ritualer på ham selv om han ikke fysik er tilstede.
Efterhånden finder Jackie ud af at hun ved selvstudier vil være istand til at udfolde sine kræfter. Jeg er ikke sikker på om jeg vil vide hvad hun skal med alle de nåle....
I Vancover begynder José en måneds intensiv træning med en eller anden famliemedlem af Sensi Yokogama's familie, som har en del at lære fra sig. Han hedder Tenso Kuogawa. Gudskelov for Joe så lærer han hurtigt.